"Det er fandme ulækkert"
Hundeluftere efterlader deres hundes afføring blandt legende skolebørn
VEJBY: Tilbage i februar lagde Oliver Philip Andersen, skoleelev på Sankt Helene Skole i Vejby, en lille bøn ud til de voksne hundejere. Han var nemlig blevet godt gammeldags træt af, at hundelorte efterhånden var blevet en fast del af hans skoledag. "Jeg synes, det er rigtig ulækkert, at når vi spiller bold i skoven eller ude foran vores klasseværelser, så bliver vores bolde smurt ind i lort, og når man så sparker til bolden, får man lort på skoene. Så vil folk, der lufter hunde på skolen, ikke være søde at samle deres hunds lort op, så vi ikke skal gå og træde i det", lød opfordringen til hundejerne.
Opråb hjalp ikke
Selvom hans facebookopslag fik rigtig mange forstående ord med på vejen, har det desværre ikke rigtig hjulpet på problemet. Så nu har Oliver filmet de mange lorte foran hans klasseværelse og lagt klippet op på nettet og gentaget sin bøn. Spørgsmålet er så, om det denne gang vil lykkes ham at råbe hundejerne op, så han og skolens øvrige elever kan gå i skole, uden at skulle kæmpe sig frem gennem hundelorte efterladt foran klasseværelserne og på skolens øvrige område samt på de omkringliggende arealer.
Stort ulækkert problem
At problemet med hundelorte på skolen er velkendt, vidner flere af de kommentarer, som Oliver har fået med på vejen, om. "Det er et stort ulækkert problem på hele skolens og FO'ens område", lyder det i en af kommentarene, mens andre påpeger at der nok bare er tale om forglemmelse eller uvidenhed. "Jeg tror, de fleste hundeejere tænker, at lidt gødning til beplantning bare er godt. De tænker næppe over, at skolebørn bruger området til leg, boldspil og afslapning, lyder det for eksempel fra en kant.
Skat, straf og lortekast
De fleste er dog enige om, at det ville klæde hundejerne at gøre sig ulejlighed med at samle deres hunds afføring op, og mange har også et par kreative løsningsforslag i ærmet. "Jeg går ind for, at man skal betale hundeskat, det gjorde man for mange år tilbage. Man kunne så ansætte folk, der kan samle hundelorte op. 5000 kroner pr. hund vil være rimeligt", mener en, der også påpeger, at det i New York koster 100 dollars, hvis hunden skider på gaden. En anden foreslår, at man simpelthen bør indføre en DNA-test, således at en hundejer ikke kan flygte fra beviserne, mens en anden synes, man skal bekæmpe lort med lort. "Hvis jeg ser en efterlade en lort på mit område, og jeg har noget, der kan samle det op, så får de det retur lige i nakken", lyder det noget alternative men muligvis meget effektive råd.