Et portræt af en plageånd

Kalenderen siger forår, selvom vejret til tider siger noget andet, og morgenstunden er så småt begyndt at bringe fuglekvidder med sig. Blandt andet.
For foråret har også betydet, at luftens asociale elementer, mågerne, også er begyndt at skrige af lungernes fulde kraft, hvilket man umuligt kan være i tvivl om, skulle man være så uheldig at have den ubehagelige skrighals som nabo.
Mågeplagede aarhusianere har ellers i årevis fået at vide, at nu bliver de forbaskede måger skudt, spist af rovfugle eller på anden drabelig vis forvist fra tilværelsen.
Alligevel kan man se larus argentatus, eller sølvmågen, sidde med et hovent blik på enten en tagryg eller i en lækker dynge skrald og råbe og skrige, som vil få selv en børnefødselsdag - efter kageindtag - til at holde sig for ørene.
Men hvorfor i alverden skal de være så forbandet højrystede?

Liderlige sladrehanke

Lokalavisen har talt med biolog på Naturhistorisk Museum Emil Skovgaard Brandtoft om de flyvende skrighalse.
“Mågerne skriger af to årsager. Den ene er, når de har fundet noget mad og fortæller de andre det. Eller, det vil sige, at det typisk er de andre måger, som opdager, at en artsfælle har fundet mad, og sladrer, for mågerne vil helst beholde maden for sig selv,” forklarer biologen og fortsætter:
“Den anden årsag, når de står på tagryggen og skriger, er, at de har fuglesang ligesom andre fugle. Det er deres smukkeste serenade, som de forsøger at tiltrække hunner med. Mågernes størrelse betyder bare, at de synger enormt højt.”
Og luftrummets bøller har gode vilkår i en kystnær by som Aarhus, der ligger på kysten, har gode ynglesteder og en rig forsyning af lækkert affald til mågerne.
“De trives i stor stil på havnen, hvor der måske er lidt fiskeaffald hist og her, de kan kaste sig over. Mågerne er superopportunister, så det betyder også noget, at der er skrald i byen, de kan kaste sig over,” fortæller Emil Skovgaard Brandt.

Den totale fuglekrig

Aarhusianerne kunne indtil 1. marts bede kommunen om hjælp til at komme af med de støjende kræ, hvilket i omegnen af 80 borgere har gjort.
“De frivillige jægere, som har ønsket at støtte op om indsatsen, tager nu ud til borgerne og regulerer mågebestanden. Hvis ikke de frivillige har tid, må borgerne selv se, om de kan skaffe en jæger,” fortæller Lars Stenvang, der er miljømedarbejder i Aarhus Kommune.
Det er på ingen måder tilladt at ty til selvtægt, og der skal indhentes tilladelser i øst og vest, før der må skydes, baldres æg eller brændes reder.
Mågens retssikkerhed er forbløffende høj.
Det lader i det hele taget ikke til, at en endelig løsning på mågeproblemet ligger lige for.
Emil Skovgaard Brandtoft mener dog, at mågerne kan bekæmpes med mindre voldsomme midler:
“Normalt siger vi på Naturhistorisk Museum, at vi ikke er så gode til at hjælpe folk af med naturen. Men man kunne starte med at lade være med at smide så meget skrald. Man kunne også sætte flere redekasser op til vandrefalke, som vi har et par stykker af i forvejen. Flere ynglende falkepar kunne reducere bestanden af måger.”
Alle mågefjendske udsagn i artiklen er et udtryk for journalistens egen holdning.