Flyet styrtede i Lillebælt
Højtidelighed ved mindestenen på Lyngsodde over syv Royal Air Force flyvere, der mistede livet
For 73 år siden - den 10. marts 1943 - havnede et Lancaster-fly på bunden af Lillebælt. Flyet med syv Royal Air Force flyvere om bord havde udlagt miner i Østersøen og var på vej hjem til sin base i England. Men tyskerne spottede flyet, der blev angrebet over Strib. Flyet brød i brand - og ud for Lyngsodde styrtede det i Lillebælt. Alle syv om bord omkom.
Ingen af de omkomne blev senere fundet - alle fandt deres våde grav i Lillebælt.
Traditionen tro blev der holdt højtidelighed på årsdagen ved mindestenen på Lyngsodde.
Formanden for De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn, Johannes Lund Nielsen, lagde en blomsterdekoration. Selskabets fane var tilstede for at hædre de omkomne, hvis navne er mejslet i mindestenen.
I år var der en officiel deltagelse fra Den britiske Ambassade, idet den nytiltrådte militærattaché, oberst Sarah Johansen, med sin ægtefælle Peter Johansen, mødte op for at overvære højtideligheden. Desuden deltog repræsentanter fra Telegrafregimentet, Hjemmeværnet og Militærhistorisk Forening.