Fortsæt til indhold

Billigere fjernvarme på vej

Et længere slagsmål mellem Skat og Tvis er slut. Det endte med sejr til Tvis

Samfund
Peter Friis Autzen

Fjernvarmeselskabet Tvis har siden 2006 betalt 73 millioner kroner for meget i afgifter på den varme, selskabet henter fra gasturbinen på Shell-raffinaderiet i Fredericia.
De penge skal selskabet nu have tilbage. Og det kommer til at kunne ses på fjernvarmeprisen i Trekantområdet. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.
Allerede sidste år fik Tvis ret i sin klage over Skats opkrævning af afgifter. Men først nu er Skats ankefrist udløbet. Så først nu kan Tvis endegyldigt betragte sagen som vundet.
“Det er selvfølgelig en lettelse for os, at det endelig er slået fast, at det var rigtigt at protestere mod Skats afgiftsvurdering,” siger Tvis-direktør Hans Bjørn.

Overskud eller varme?

Slagsmålet mellem Tvis og Skat handlede om definitionen af den varme, Tvis henter fra raffinaderiet.
Hvis varmen betragtes som et overskudsprodukt fra raffinaderiets produktion - altså som miljørigtig genbrugsvarme - er afgiften billig. Hvis gasturbinen derimod betragtes som et decentralt fjernvarmeværk - altså en forurenende varmeproducent - beskattes den højere.
Skat opkrævede afgifter efter den dyre model, mens Tvis stod fast på den billige.
Gennem årene udviklede forskellen på de to modeller sig til 73 millioner kroner. Det er disse penge - plus renter - Tvis nu skal have tilbage. Samtidig har Tvis udsigt til fremover at spare otte-ni millioner kroner om året på afgifter, når det handler om varmen fra raffinaderiet.
Det er endnu ikke afgjort, hvordan og hvor hurtigt pengene føres tilbage til Tvis og fjernvarmeforbrugerne.