Fortsæt til indhold

Horsens Kommune vil hjælpe 510 kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet

Samfund
Arkiv

Horsens Alliancen vil hjælpe omkring 500 kontanthjælpsmodtagere, der har brug for et ekstra skub, ind på arbejdsmarkedet. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Virksomhederne oplever på mange områder mangel på arbejdskraft. Derfor er det på tide, at vi i endnu højere grad baner vejen for kontanthjælpsmodtagerne – altså de borgere, som har brug for lidt ekstra hjælp for at klare et job. Helt konkret vil Horsens Alliancen skaffe 200 nye ledige i fleksjob og have 40 ledige i gang med en voksenlæreplads. 250 flygtninge skal i virksomhedspraktik, og der skal oprettes 20 nye socialøkonomiske arbejdspladser,” siger borgmester Peter Sørensen (S).
Ifølge ham vil initiativet gavne både de ledige og virksomhederne. De ledige får højere livskvalitet ved at være en del af arbejdsmarkedet, og erhvervslivet får dækket sit behov for arbejdskraft. Samtidig vil virksomhederne i mange tilfælde blive belønnet for deres ekstra indsats i form af meget loyale medarbejdere, som bliver på arbejdspladsen i mange år.
For at nå målene er følgende initiativer sat i værk:
Branchepakker: Ledige trænes i konkrete jobfunktioner, som de får lov til at udføre på rigtige arbejdspladser, når de er blevet 'godkendt' af fagfolk fra branchen.
Erhvervsmentorordning: Erfarne medarbejdere fra virksomheder rådgiver og inspirerer de unge til, hvordan de kan komme i gang med arbejdslivet.
Projekt Samspil: Skoleelever kommer i virksomhedspraktik og får kendskab til arbejds- og erhvervslivet. Indtil nu har 149 klasser fra 16 skoler besøgt 24 virksomheder.
Horsens Alliancen er et samarbejde mellem Horsens Kommune, erhvervslivet, DI Horsens og LO Horsens, der ifølge Alliancen har fået 500 jobparate i job. Formålet er at få flere i arbejde og forbedre vilkårene for virksomhederne i Horsens Kommune.