Fortsæt til indhold

Han skal sælge Horsens som eventby

Samfund
Arkiv

Peter Sunesen er fra 1. april ansat som ny leder af MeetingHorsens, der arbejder for at bane vejen for arrangementer, der er større end det, som et enkelt hotel eller konferencested i Horsens typisk kan stå med. Han er 43 år og har tidligere arbejdet i Messecenter Herning, som selvstændig og i Messe C i Fredericia.
Som leder af MeetingHorsens skal Peter Sunesen bygge videre på Horsens' brand som event-, møde- og konferenceby, der tog sin begyndelse, da Horsens husede EU-topmødet i 2012.
”Med Peter Sunesen i spidsen for MeetingHorsens har vi fundet den helt rette til at sælge byen som et attraktivt mål for store events, konferencer og messer. Han har fagligheden, erfaringen og et meget bredt netværk fra hele Norden i ryggen,” siger chef for Fængslet, Claus Pettersson, der samtidig er øverst ansvarlig for MeetingHorsens.
Borgmester Peter Sørensen siger:
”Der er bred enighed i byrådet om, at vi i Horsens skal udnytte vores potentiale som event- og mødeby. Vi skal i endnu højere grad have aktiveret lokale erhvervsfolk i et ambassadørnetværk, der sammen med lederen af MeetingHorsens og de øvrige aktører på møde- og konferenceområdet i Horsens Kommune kan sikre, at byen står i første række, når store arrangementer skal afholdes. Jeg byder derfor Peter Sunesen velkommen og ser frem til et godt samarbejde,” siger borgmesteren.
”Jeg glæder mig rigtig meget til 1. april, hvor jeg for alvor kan komme i gang med at løfte den spændende opgave, det er at stå i spidsen for erhvervsturismen i landets ottende største kommune. Byen har tradition for at arbejde sammen og løfte i flok, og den tradition vil jeg gerne videreføre på event- og konferenceområdet. Samtidig er der stor politisk opbakning til at brande byen stærkt som oplevelses- og eventby, og det er selvfølgelig en klar fordel for det arbejde, jeg skal i gang med,” siger Peter Sunesen i en pressemeddelelse fra Fængslet.
Peter Sunesen har 23 års erfaring med udvikling af messer, konferencer og events. Han bor i Herning med sin familie.