Kæmpe klasser i vente til næste skoleår
Flere end 28 elever i klasserne kan blive en realitet fra næste skoleår på Lyngholmskolen. Men der er en plan
Ifølge folkeskoleloven må der maksimalt være 28 elever i en klasse, men fra næste skoleår kan det meget vel blive anderledes på Lyngholmskolen i Farum. Faktisk er det allerede anderledes på Lyngholmskolen, hvor der fordelt på tre klasser på fjerde årgang går 86 elever fordelt på 27, 29 og 30 elever i hver klasse. og nu har skolen søgt børne- og skoleudvalget om dispensation til at fortsætte med de mange elever fordelt på tre klasser.
“Der er ingen tvivl om, at det er for mange elever, så det ville være naturligt at danne fire klasse med et gennemsnit på 21,5 elever”, skriver skoleleder Kaj Klint Pedersen i dispensationsansøgningen, hvori han også forklarer, hvorfor Lyngholmskolen ønsker at fastholde de tre klasser.
Fik du læst: Se billederne: Modige elever kastede sig ud i musical
“Vi ved af erfaring, at der efter femte klasse kan være og ofte er elever, der skifter til Marie Kruses Skole. Det er forskelligt, hvor mange det er, men det er traditionelt en til to elever per klasse. Og hvis bare der er én elev per klasse, der skifter, så er vi under 28 elever per klasse, Det vil betyde, at vi skulle ændre fire klasser til tre klasser igen, når de når sjette årgang”, skriver han og understreger, at skolen har erfaring med, at ændringer i klasser kan medføre elevflugt og mindske indlæringen.
“Forandring kan være svært for nogle. Generelt ved man, at klasseskift kan have store læringsmæssige omkostninger. Derfor vil det værst tænkelige scenarie være to klasseomlægninger to år”, står der i ansøgningen.
Opbakning fra forældre og lærere
Ønsket om at fastholde de tre store klasser på Lyngholmskolen bakkes op af lærere og forældre på årgangen. Ifølge skoleleder Kaj Klint Pedersen har det været drøftet på et skolebestyrelsesmøde, ligesom der er blevet holdt møde med forældregruppen og personalegruppen.
Fik du læst: Erhvervsuddannelser et skridt nærmere Furesø
På Lyngholmskolen har man allerede taget særlige forholdsregler for de store klasser, hvor hovedfagene er parallellagt i skemaet, hvilket har givet mulighed for, at der arbejdes i seks hold i blandt andet danskundervisningen. En prioritering, der har krævet en opgradering af undervisningsmiljøet.
”Vi vil også næste år lave en fagfordeling, så der er fire lærere i alle fag, så der kan arbejdes med en mere kvalificeret faglig holddeling”, skriver Kaj Klint Pedersen.
Børne- og skoleudvalget skal behandle dispensationsansøgningen på deres næste møde den 9. marts. Forvaltningen indstiller, at ansøgningen imødekommes.