Inspiration træder ud af samarbejde med sin butik i Horsens
Butikskæden Inspiration træder den 15. marts ud af samarbejdet med butikken i Horsens, der ligger i Hestedamsgade. Det oplyser Inspiration i en pressemeddelelse.
Inspiration skriver i pressemeddelelsen, at man har haft mange gode år i Horsens og et godt samarbejde med ejeren Leif Søndergaard.
"Efter hans pludselige bortgang i januar 2015 fortsatte Inspiration sin aftale om driften med boet, men Inspiration har nu valgt at træde ud af dette samarbejde og vil derfor for nuværende ikke have aktiviteter i Horsens. Inspiration har altid været glade for at være i Horsens og for de mange gode kunder. Det er derfor også med beklagelse, at vi ophører i byen. Dog er de fremtidige planer at lede efter den rette beliggenhed for en butik i byen," siger Frank Sørensen, administrerende direktør i Inspiration.
Inspirations nærmeste butikker ligger i Vejle og Skanderborg. Kæden har 46 butikker i Danmark og cirka 500 medarbejdere.