Biler i blodet
Peugeot i Holbæk har ansat en ny sælger af erhvervsbiler. Han hedder Michael Wermuth og er vokset op med biler. Efter en længere afstikker til en helt anden branche er han nu tilbage i sit rette element blandt bilerne.
BILER Siden 1. december har kunderne i Peugeot i Holbæk kunnet hilse på bilhusets nye salgskonsulent, Michael Wermuth.
Han har i de første måneder mest gjort sig i salg af alle forretningens biler, men planen er, at han skal have speciale i erhvervsbiler. Den nye mand i huset er 59 år gammel og har haft en speciel karriere indtil nu.
Michael Wermuth er vokset op 'på et værksted' fordi hans far var Ford forhandler.
Selvom han altså havde biler i blodet fra barndommen, så endte det alligevel med en uddannelse indenfor administration inden turen gik til detailbranchen, hvor han solgte musikanlæg.
Siden var han også kørende sælger indenfor blandt andet pladeselskaber. Den musikalske ballast har også gjort, at han har arbejdet en del med radio. Men som tiden gik, skulle der ske noget nyt og så dukkede det med bilerne op igen.
Stadig god humor
- Jeg stod og skulle vælge om jeg ville sælge huse eller biler. Det blev så biler og det er jeg glad for.
Meget er forandret siden min far havde bilforretning, men ånden og værkstedshumoren er det samme. Det kan jeg godt lide. Men der er også mange ting, der er meget anderledes.
Forretningerne er meget større, og der er langt flere varer på hylderne. Vi har finansiering, leasing og en masse andre tilbud til kunderne. Så det stiller større krav til personalet.
Det synes jeg er spændende, siger Michael Wermuth. Netop den øgede professionalisme er noget, der tiltaler Michael Wermuth og det var også den ånd, han faldt for hos Peugeot.
- Den professionelle tilgang til vores kunder og vores service var noget jeg faldt for hos Peugeot. Forretningen satser meget på den gode kundeoplevelse og god service.
Kunder er altid i centrum hos os. Vi har eget værksted, som også giver noget til stedet. Dertil sælger vi jo nogle rigtig gode biler, der dækker alle behov til fornuftige priser. Så bliver det ikke meget bedre, siger Michael Wermuth.
Svømning og sommerhus
Meget af hans tid går med det nye og spændende job, men der er da også tid til andet. Når Michael ikke er i butikken, bruger han tiden sammen med fruen i hjemmet i Holbæk, hvor han har boet i 30 år.
Han svømmer en del og går ture i Holbæks skønne omgivelser. Endelig går der også tid i sommerhuset i Kalundborg. Parret har to voksne sønner, hvor den ene læser til lærer og den anden bor i USA.
- Det er dejligt at komme tilbage til bilerne igen og møde kunderne og snakke om biler, siger Michael Wermuth, som efter mange år som pendler, fandt drømmejobbet i hjembyen og fandt tilbage til bilerne og nu for alvor igen har fået biler i blodet.