Fortsæt til indhold

Den tunge lugt af drømme og drengesved

Andreas Sabat er navnet på Vejle-bandet, der efter en uventet anbefaling fra P3 for alvor tør tro på rockstjernedrømmen

Samfund
Tekst og foto af Jonas Erboe

Det er en slags organiseret rod. De hvide vægge er plastret til med plakater. Det røde gulv er fyldt med instrumenter og forstærkere. På en papkasse står skrevet 'Kun til flasker og dåser med pant'. Papkassen er fyldt til randen. Af Doritos chips, pizzabakker og sammenkrøllede poser fra bageren.
Der er lavt til loftet. Lugten er tung, og en grøn plante i hjørnet forsøger desperat at danne ny ilt til resten af lokalet.
Det er orden i kaos i øvelokalet i Ungehuset Værket. Her sidder det fire-mands store rock-band fra Vejle. Andreas Sabat er navnet.

Vi skal være rockstjerner

“Bandet startede med mig og Viktor (Klindt, red.). Vi er gamle naboer, og har altid haft en særlig ping-pong gennem musikken,” siger Andreas Sabat, der er forsanger og guitarist i bandet af samme navn.
Viktor er trommeslager. Han sidder med ret ryg på en skammel overfor, på en måde som kun trommeslagere sidder. Han har en Red Bull-dåse i hånden, som han momentvis sipper af. Snakken flyder videre om bandets begyndelse. Han stiller dåsen på bordet, der adskiller de to og siger:
“Jeg kan huske en aften, hvor du sagde, at du skulle være rockmusiker. Jeg spurgte hvorfor, og du svarede, 'jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave.”
De to har spillet musik sammen siden folkeskolen. Her startede de som så mange andre med naive coverversioner af Metallica, før de fandt deres musikalske retning.
”Hold kæft, hvor jeg glad for, at jeg ikke kendte jer dengang,” siger en tredje stemme om bordet.
Stemmen tilhører Nikolaj Mogensen. Keyboard-spiller og sammen med Kristian Bak, der spiller bas, seneste medlem i bandet.

Bandet har spillet en række koncerter. Til talentkonkurrencer og på Værket Vejle.

Uventet anbefaling

De fire drenge danner bandet Andreas Sabat. De deler håb og drømme om en rock'n'roll fremtid, og åbenbart også Viktors Red Bull-dåse. Den har gået på runde om bordet, og er nu tom. Han kvaser den, og smider i papkassen med pant.
Imens rejser de andre sig fra sofaerne i den ene ende af øvelokalet. De finder instrumenterne frem og gør klar til at spille den sang, der startede troen på, at rockbandet Andreas Sabat kunne udvikle sig fra drengedrøm til virkelighed.
'Moses' hedder sangen, der sidste år af P3's Karrierekanon blev kåret til Ugens Anbefaling, og som kan høres på diverse streamingtjenester. En anbefaling, der langt fra var ventet, men som har betydet meget for bandet.
“Det gav blod på tanden. At vide, at der nogle, der har forstand på musik, der anbefaler os,” siger Nikolaj inden først Viktor og senere Kristian tilslutter sig.
“Ja, det gav virkelig en masse selvtillid og et rygstød til at tro på, at nu..
”... Går vi hele vejen.”
De er begejstret. Fuldender hinandens sætninger som mennesker, der har kendt hinanden hele livet. De forsøger pædagogisk at lade hinanden komme til, men enkelte gange tager iveren over. I hvert fald for tre af dem. Andreas sidder oftest roligt. Det ene ben krydset over det andet, hænderne flettet omkring knæet. Han lader de andre føre ordet, før han selv kommer til.
”Det er svært at skelne mellem, hvad folk synes er godt og skidt ved vores musik. Det er jo oftest folk, vi kender, der kommer med positive kommentarer. Derfor gav det ekstra selvtillid at få en objektiv anbefaling. En følelse af, at vi er på rette vej.”

Fra venstre Nikolaj Mogensen 23 år, Viktor Klindt 19 år, Andreas Sabat 20 år og Kristian Bak 21 år. Tilsammen udgør de bandet Andreas Sabat.

Værket bag

Et stille guitarriff slår tonen an. Lyden fylder hurtigt det lille lokale, inden Viktor på trommer, Nikolaj på klaver og Kristian på sin sommerfugle-illustrerede bas følger trop. Andreas sætter munden til mikrofonen, og 'Moses' er ved at tage form i Ungehusets øvelokale. Et øvelokale, de har betalt et depositum for at må bruge, og som de er lykkelige for at have.
“Øvelokalet, og Ungehuset generelt, er en gave for Vejle,” er de alle fire enige om. Nikolaj uddyber:
“Det er et sted, hvor vi møder andre lokale bands, så musikmiljøet i Vejle bliver tættere knyttet. Derudover er det et sted, der giver os mulighed for at spille,” siger han og Viktor tilføjer:
“Ungehuset har givet os muligheden for at spille under gode forhold, så vi ikke behøver spille i Andreas' skur.”
Andreas bekræfter.
“Ja, det er rigtigt. Før det her, så spillede vi hjemme i mit skur. Det var også fint.”
“Nej, det var pisse koldt,” afslutter Viktor.

Trommeslager Viktor Klindt startede bandet sammen med Andreas Sabat. De to er gamle barndomsvenner og har spillet sammen, så længe de husker.

Drømme og drengehørm

Bandet har spillet til diverse talentkonkurrencer. Emergenza i Aarhus og på Godset i Kolding til Jelling Musikfestivals Quasar. Og de fremtidige spillejobs er allerede planlagt. Blandt andet en optræden til Sportsgalla i Vejle Musikteater den 9. april.
“Nu handler det bare om at komme ud og spille en masse koncerter,” siger Andreas.
De andre stemmer i. Efter konstruktiv kritik til konkurrencerne, er der noget at arbejde videre med.
“Det er stadig på hobby-plan, men det begynder at lugte af, at det kan udvikle sig til mere. Og det er fedt. Vi skal jo være rockstjerner,” siger han.
Det er det, der driver værket for bandet Andreas Sabat. Rockstjernedrømmen. Og det er det, der lugter af i Ungehusets øvelokale. Energi. Drømme og drengesved.