Odense skal være en hashfri uddannelsesby
Et nyt samarbejde skal gøre studiebyen hashfri i 2025
I hver eneste klasse i de odenseanske uddannelsesinstitutioner sidder der ifølge statistikken to til tre unge, der jævnligt ryger hash. Den stærke hash sløver eleverne og står i vejen for at nå målet om, at 95 procent af alle får en ungdomsuddannelse. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Men nu går byens skoler sammen med kommunen for at få hashen ud af ungdomslivet - og gøre Odense til hashfri studieby i 2025.
“Det er min ambition med den nye aftale, at forældre, undervisere og andre voksnes vil være meget tydelige i omtalen af hash og risikoen for, at det koster de unge deres uddannelse,” siger rådmand Steen Møller fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.
Målgruppen for aftalen er unge mellem 15 og 24 år. Netop overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelser er vigtig at fokusere på, når man som ungt menneske skal skabe sig et robust ungeliv uden hash.
“Vi ved, at mange gør sig deres første erfaringer med hash, efter de er startet på deres ungdomsuddannelse. Netop derfor er det helt rigtigt at sætte ind dér,” siger børn- og Ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
I 2025 antallet af unge, der jævnligt ryger hash, være bragt ned fra 14 til 2 procent.