De ikoniske plakatsøjler genskabes
Knud V. Engelhardt designede i 1923 de grå plakatsøjler, der stadig står i Gentofte. Nogle har med tiden fået uoriginale dele, men nu bliver de originale genskabt
Manden bag Gentoftes karakteristiske vejnavneskilte, arkitekten Knud V. Engelhardt, stod også bag de grå plakatsøjler, som stadig står rundt om i Gentofte.
Flere af dem er dog i lidt uoriginal form, for tidens tand har været hård ved nogle af dem. Og de originale støbeforme er gået tabt, men det er der nu gjort noget ved.
Derfor går Gentofte Kommune i gang med at udskifte de uoriginale dele på plakatsøjlerne, så de alle kommer til at fremstå fuldstændig, som de var tænkt. I dag har flere af dem uoriginalt tag eller fod.
I forbindelse med en designudstilling i 2012 blev støbeformene genskabt. På udstillingen havde Gentofte - ud over plakatsøjlerne - også Engelhardts vejnavneskilte og Anton Rosens kloakdæksler med.
Onsdag den 23. marts bliver den første helt nye, originale plakatsøjle opstillet på Maglemosevej. Søjle nr. 8 stod på det sted, inden den blev fjernet for at flytte ind på designmuseet i anledning af udstillingen.
Når søjlen på Maglemosevej kommer op, vil der være i alt 30 af Engelhardts plakatsøjler rundt om i Gentofte.