Fortsæt til indhold

Bjerre Kød er gået fra én til fire ansatte

Da Bjerre Kød åbnede i Horsens for mindre end et år siden, var der én ansat. Nu er de fire

Samfund
Lotte Gyldenvang

Da Bjerre Kød i juni sidste år åbnede døren til slagerforretningen i Hospitalsgade i Horsens, havde daglig leder af Bjerre Kød Horsens, slagter Ivo Pedersen, mange håb for butikkens fremtid.
“Men jeg havde simpelthen ikke forudset, at det blev nødvendigt at ansætte så mange inden butikkens 1 års fødselsdag. Jeg skulle selv passe butikken med en smule hjælp om lørdagen. Nu er vi fire fuldtidsansatte,” fortæller Ivo Pedersen, da han har en kort pause mellem kunderne.

Smørrebrød og tapas

I begyndelsen havde butikken lukket både mandag og tirsdag. Nu er der kun lukket om mandagen.
“Det er vores fælles fridag. Til gengæld kan vi alle mand være her lørdag, og det er en stor fordel, når horsensianerne køber kød til weekenden,” siger Ivo Pedersen, der bliver afbrudt af tre kunder.
Lørdagstravlheden betyder tydeligvis ikke stilstand i butikken i hverdagene.
“Jeg havde ambitioner om at tilbyde smørrebrød og tapas, da jeg åbnede butikken. Det er lykkedes med hjælp fra personalet,” siger Ivo Pedersen.
Hos Bjerre Kød laver de al maden fra bunden.
“Jeg ved, det er nemt at blande en pose pulver i farsen til frikadeller eller købe sig til den perfekte paprikasovs. Men jeg sætter en ære i selv at lave varerne. Så kan jeg bedre se mig selv i øjnene hver aften,” siger Ivo Pedersen, der i fremtiden håber på at kunne tilbyde egnsretter på frost.
Kødet i Hospitalsgade 21 kommer alt sammen fra slagteriet Bjerre Kød i Hornsyld, hvor der de seneste dage er slagtet ekstra mange lam, så Bjerre Kød kan følge med den store efterspørgsel op til påske.