Middelfart-træner dømt for matchfixing
Carsten Hemmingsen udelukkes og skal betale bøde på 25.000
Carsten Hemmingsen, der er tidligere træner for Middelfart, er blevet dømt for matchfixing. Han har ifølge afgørelsen spillet på sin egen klubs kampe. Og endda sat sine penge på at tabe. han har desuden spillet på andre kampe i samme turnering, hvilket også er imod DBUs regler.
DBU har fastsat straffen til seks måneders udelukkelse fra alle DBU-aktiviteter. Han skal også betale en bøde på 25.000 kroner.
Overtrædelserne fandt sted, mens han var træner for Middelfart. Han stoppede i november som træner i klubben af personlige årsager.
”Der er tale om en skærpet sanktion, som afspejler alvoren i sagen. Der foreligger to tilfælde af spil på nederlag til eget hold og 16 tilfælde af spil på kampe i egen turnering. Overtrædelserne er systematiske og vedvarende, og samlet set er der spillet for et ikke ubetydeligt beløb. Det er en skærpende omstændighed, at Carsten Hemmingsen som træner står i en særlig position og med et særligt ansvar,” siger formand for DIFs matchfixingnævn Torben Jessen.
Nævnet bakkes op af DIFs direktør, Morten Mølholm.
”Vi kan på ingen måde tolerere spil mod eget hold. Det strider imod konkurrenceelementet, der er helt centralt for idrættens troværdighed. Som træner har man et særligt ansvar som foregangseksempel for holdet. Det gør denne sag ekstra alvorlig,” siger han i en pressemeddelelse.
Et tip startede sagen
Sagen mod Carsten hemmingsen blev rejst efter et tip til Anti Doping Danmarks særlige matchfixing-hotline.
“Denne sag viser, at henvendelser fra offentligheden og fra idrætsverdenen er særdeles nyttige i arbejdet med at bekæmpe matchfixing og anden uetisk adfærd. Sagen viser også, at samarbejdet mellem de relevante myndigheder på området fungerer. Lige fra indberetningen via hotlinen til den endelige kendelse,” siger Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask.