Kan vi gøre det lidt bedre?
Annette Blomqvist spørger, om avisen kan hjælpe med at få fjernet cykelskrot
Annette Blomqvist arbejder i Slotsarkaderne i Hillerød, og hver dag er det et ærgerligt syn, der møder hende ved Nordstensvej: Gamle, rustne cykler, der er mast sammen for at give lidt plads til dem, der har brug for at parkere sin cykel i stativet.
"Jeg tænkte, at det måske var noget , I kunne gøre noget ved, da det er ret grimt og optager plads for både ansatte og kunder, og vi, der er i centret, både administration og ansatte, intet MÅ gøre ved det", fortæller Annette til redaktionen.
Det har været et problem i årevis, bekræfter en af de ansatte i Slotsarkadernes driftsafdeling, Allan Greve.
"Det er kommunens cykelparkering, og vi har to-tre gang bedt kommunen om at hente dem, uden at der er sket noget, og så er vi bare holdt op med at sige noget," siger Allan Greve, som ikke selv må fjerne dem fra kommunens grund, siger han.
Men det ville han ellers gerne.
"Det er jo frustrerende, at folk ikke har plads til at parkere i stativet," siger han, der heller ikke synes det er noget kønt syn i byen.
Vi kigger på det
Proceduren med cykelskrot er enkel. Kommunen kommer og sætter et mærkat på, hvor der står, at man påtænker at fjerne cykelen.
Når fristen for at fjerne cykelen er udløbet, kommer politiet og henter den. Men indsatsen har ikke været så aktiv på det seneste, erkender Karina Anna Petersen, sektionsleer i Vej og Park.
"Vi har haft mange andre opgaver, vi har måtte prioritere, men nu får vi en henvendelse fra dig, så nu vil vi opprioritere det i en periode. Jeg snakker med folkene om det," siger hun, da avisen ringer.
Oplever du noget i bybilledet, som du synes burde kunne løses let med et godt resultat, så send en mail til: redaktion@hip.dk mærket ' Kan vi gøre det lidt bedre'