Ny regnskabspartner i Slagelse
ÅBNING Med et antal af nyetablerede virksomheder, der i flere år har ligget over landsgennemsnittet, er Slagelse kommune hjemsted for en lang række iværksættere og mindre virksomheder.
Derfor har konsulentvirksomheden Visma Services Danmark A/S valgt at udvide deres aktiviteter på Sjælland i netop Slagelse.
Her vil de fremover tilbyde de mange mindre virksomheder, der ligger på Midt- og Vestsjælland, assistance og rådgivning inden for bogføring, regnskab og løn.
Kompetent sparring til ethvert budget
Fra deres kontorer fordelt over hele landet hjælper Visma virksomheder i alle brancher og størrelser med at holde styr på økonomien, og fra det nyåbnede kontor i Slagelse vil Visma bistå lokale virksomheder med kompetent rådgivning og sparring, så både iværksættere og etablerede virksomheder bliver mere lønsomme og konkurrencedygtige.
- Vores motto er, at “Vi brænder for de små”. Vi ved, at mange mindre virksomheder sjældent har tid, ressourcer og viden til at håndtere ting som regnskab, skat og årsrapporter uden revisionspligt.
Men den tid og viden har vi, og vi vil gerne hjælpe iværksætterne og ejerlederne, så de kan fokusere på deres kerneforretning, siger daglig leder af Vismas nye kontor i Slagelse, Jesper Faigh, der kommer fra byen og efter sin faguddannelse har uddannet sig til revisor.
Virksomhederne i Slagelse og omegn kan altså nyde godt af Vismas mangeårige ekspertise. Det er vigtigt for Jesper Faigh at pointere, at Visma fastsætter deres priser ud fra en forståelse af de vilkår, mindre virksomheder opererer under.
- Det er vigtigt for os, at alle kan være med. Derfor tilbyder vi konkurrencedygtige timetakster, og giver nye kunder mulighed for en times gratis økonomisk rådgivning - helt uforpligtende, understreger Jesper Faigh, der har boet i byen siden han var otte år, og har derfor fingeren på pulsen, når det gælder det lokale erhvervsliv.
Hans kollega, Lars Roslyng, har igennem en årrække arbejdet i Deloittes revisionshus i netop Slagelse.
Stærkt samarbejde skal styrke iværksætterånden
Vismas kontor i Slagelse ligger i Væxthusets lokaler på Teknikvej.
Væxthuset har med inspiration fra stifteren Henrik Oxe tidligere været kendt under navnet Voxeværket, men har netop skiftet navn til Væxthuset, der har kontorfællesskaber i flere byer over hele landet. Leder af Væxthuset i Slagelse, Jan Crone, glæder sig meget til samarbejdet med Visma.
- Væxthuset er en magnet for iværksættere i Slagelse og omegn. Og det er netop dem, Visma er specialiserede i at hjælpe.
De kan give en specialiseret økonomisk rådgivning, som kan skabe værdi for de virksomheder, der ikke har tid og ressourcer til disse områder.
Tanken er, at vi med vores samarbejde skal styrke vilkårene for iværksættere og mindre virksomheder i Slagelses erhvervsliv, fortæller Jan Crone.
Jan Crone fortæller desuden, at Visma og Væxthuset planlægger at udvide deres samarbejde til andre landsdele, så flere iværksættere kan få glæde af deres fælles ekspertise.
sl