Det første møde

"Jeg væmmes hver gang, jeg hører nogen bruge tiltaleformen 'De' til et andet menneske. Det minder mig om alt det, vi har kæmpet imod; om klassekamp og værdiforskel på mennesker". Sådan hørte jeg forleden en radiolytter sige. Jeg undredes over denne holdning. For jeg har altid set 'De'-ordet som et udtryk for respekt. Et udtryk for ydmyghed og høflighed over for det menneske man står foran, og som man ikke kender.
Denne meningsforskel siger noget om, at selv respekt kan misforstås. Så måske skal jeg ikke overrumples og blive helt befippet og usikker, når mine konfirmander onsdag morgen siger 'Yo, hvad så Rebecca', mens de forsøger at få min hånd til at møde dem i en hilsen, som for mig langt mere minder om en fagte-leg, end en egentlig morgenhilsen.
Da Jesus red ind i Jerusalem, blev han også mødt med respekt. Han blev mødt med palmeblade og med glade tilråb. Hans ankomst blev fejret af alle omkring ham, og det var tydeligt, at folkene havde set frem til det. Velkomsthilsnen blev en fest! Både for Jesus og hans folk, men også for alle dem, som tog imod ham. Alle dem som fik lov til at være med i denne velkomst, fik lov til at prise ham og fejre ham.
For sådan er det jo med den respektfulde velkomst af et andet menneske. Den giver noget glædeligt både til modtageren og til afsenderen. Når nysgerrigheden, respekten og velkomsten vises i mødet med det andet menneske, så kan det skabe meget godt – og det hvad end ordlyden er Hej, Goddag, Yo, De eller du.