Fortsæt til indhold

Flygtninge med håndværkerevner

Seks flygtninge fra Syrien og Eritrea har med stor iver og professionalisme istandsat det tidligere bibliotek i Bjæverskov og er blevet færdige før tid. Nu er de klar til at vise deres arbejde frem

Samfund
Arkiv

håndværk De seneste par måneder har seks flygtninge fra Syrien og Eritrea arbejdet hårdt på at istandsætte det tidligere bibliotek i Bjæverskov. Arbejdet er en del af beskæftigelsesprojektet ”BYG! – med flygtninge”, som er et samarbejde mellem Integrationsrådet, Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd (KKA) og Center for Dansk og Integration (CDI). "Hele idéen med projektet er at give flygtninge med håndværkerbaggrund en mulighed for at prøve kræfter med det danske arbejdsmarked, herunder at få et netværk blandt lokale håndværkere. Ved at give dem en mulighed for at vise, hvad de kan, håber vi, at projektet kan blive et første skridt til praktik og forhåbentlig arbejde for dem," siger projektets initiativtager Jørn Rasmussen fra Integrationsrådet. Integrationsrådet og Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd inviterer til Håndværkertræf den 30. marts. Bjæverskovs borgere og interesserede håndværkere kan komme og se, hvad flygtningene har præsteret med det tidligere bibliotek. Håndværkervirksomhederne vil blive orienteret om deres muligheder for at tage flygtninge i praktik. Samtidig får de mulighed for at møde de fire virksomheder, som har påtaget sig det faglige ansvar for projektet sammen med flygtningene. Det er De Friske Malere, KP Tømrermester, Allan Olesen Gulvbelægning og ES Elektrikeren.

Har arbejdet hårdt

Ifølge Jørn Rasmussen er arbejdet gået fantastisk godt. Flygtningene har med gå-på-mod repareret vægge og lofter, spartlet og malet, sat fodpaneler og skillevægge op og i det hele taget medvirket til at få bygningen til at fremstå frisk og ny indvendig. "De har arbejdet virkelig hårdt, og der er ingen tvivl om, at de er topmotiverede for at få et job. Og de første par stykker er allerede på vej i praktik i lokale virksomheder," siger han. Hos KKA er formand Mads Andersen godt tilfreds med projektet. "Med de mange aktuelle og fremtidige byggeprojekter i Køge er der gode perspektiver for byggebranchen her i området. Derfor er det oplagt at komme i gang med at få kanaliseret flygtninge med erfaring som håndværkere ind på det lokale arbejdsmarked. Med projektet i Bjæverskov er vi kommet godt i gang," siger Mads Andersen. Projektet er godkendt af kommunens Ejendoms- og Driftsudvalg, hvor formand Søren D. Brask siger: "Som ansvarlige for kommunens bygninger er vi naturligvis interesserede i, at bygningerne bliver brugt fornuftigt og vedligeholdt. Hvis flygtninge kan komme i gang med at bruge deres kompetencer på at lave vedligeholdelse, og det samtidig kan være en indgang til jobmarkedet for dem, så er det win-win for alle parter," siger Søren D. Brask. I den kommende tid vil BYG! – med flygtninge fortsætte med at finde flere mindre istandsættelsesprojekter, der kan gennemføres af flygtninge i samarbejde med lokale håndværkere med henblik på at give flygtningene bedre adgang til arbejdsmarkedet.mart