Stor opbakning til kræftløb
Stafet for livet oplever fordobler opbakning
indsamling 145 deltagere på 21 hold i Gribskov har indtil videre meldt sig til årets Stafet for livet.
Det er dobbelt så mange som sidste år ved samme tid. 26 hold og 1100 lokale deltagere løb sidste år 653.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse.
Ruth Nielsen, der er formand for den lokale afdeling af løbet, tør ikke håbe på en fordobling af de indsamlede midler, men har i stedet sat sig lidt blødere mål:
"Vi vil godt ud i alle dele af kommunen og have hold fra yderdistrikterne med," siger hun og tilføjer, at hun forventer mindst 30 hold.
"Desuden har vi som mål, at alle socialgrupper er med. For kræft rammer på tværs af sociale skel."
Løbet, der afvikles 11.-12. juni ved Ramløsehallen, er et 20 timers holdløb, hvor mindst en af holddeltagerne i tidsperioden mellem lørdag eftermiddag og søndag formiddag. Man konkurrerer ikke på hastighed, men på indsamlede midler, for hvert hold samler penge ind til støtte for kræftsagen. Dels kan almindelige mennesker og firmaer støtte hold som Kloak Bisserne, Kajak for livet og Hovskisnowski med venner via hjemmesiden www.stafetforlivet.dk, og dels kan sponsorer bidrage ved at honorere holdet pr. runde á 550 meter, holdet tilbagelægger.
I skrivende stund har Kajak for livet allerede indsamlet 8450 kr. Hovedparten kommer fra et sponsorat fra bilimportøren KIA.
På selve dagen vil der være underholdning, boder og sjove småevents.
-fälg