Kapløb mod fibernet
Der mangler stadig tilmeldinger til fiberbredbånd
Energi Midt vil rulle fibernet ud i Allingåbro og Ørsted såfremt mindst 35 pct. tilslutter sig. I alt skal 682 husstande i de to områder sige ja. Sidste frist for tilmelding er søndag 20. marts.
Begge byer er ét område
Ifølge den seneste optælling er der næsten 35 pct. tilslutning i to af de tre områder i Allingåbro, mens der i området fra Byparken og ned til Spidsborg mangler et halvt hundrede husstande. I Ørsted mangler et halvt hundrede i begge områder.
Ifølge konsulent i Energi Midt Simon Elgaard skal der helst være 100 procent opbakning i alle områder i begge byer, inden maskinparken køres ud.
“Hvis ikke alle områder går hjem, må vi ind og vurdere, hvad vi så gør. For at vi skal finansiere alle de mio. af kroner, som dette projekt koster, skal der være 682 bestillinger i alt.”
Læs også: Fiberbredbånd: Klar Allingåbro og Ørsted?
Simon Elgaard fortæller, at antallet af tilmeldinger på nuværende tidspunkt ligger på niveau med andre områder, der har fået fiberbredbånd.
“Det ligger meget, som det plejer, men det er dog i underkanten i Ørsted. Der kommer som regel mange bestillinger i starten og mange op imod deadline. Men der skal kæmpes i den sidste tid - det kommer ikke af sig selv.”
“Vigtigt for tilflytning”
Leo Petersen, Allingåbro, har forlængst gjort sin stilling op og har tilmeldt sig. Og det er lige så meget for byens skyld som for sin egen.
“Allingåbro risikerer at blive valgt fra som tilflytterby, hvis ikke det lykkes at få lagt fibernet ind. Lynhurtig og sikker netforbindelse er blevet et vigtigt parameter, når en familie skal vælge ny adresse.”
Han appellerer derfor til de sidste, der endnu er i tænkeboks, til at melde sig, jo før jo bedre.
I Ørsted, hvor folk generelt har været mere tilbageholdende, håber Lene Krogh, formand for borger- og handelsstandsforeningen, også at folk melder sig.
“Jeg vil meget anbefale det, også for forretnings- og foreningslivets skyld. Ordentligt internet er nødvendigt, også ved hussalg.”
Læs også: Gravearbejde: Auning og Øster Alling får en fiber