Kræften kom med en stor, tyk konvolut

“Jeg åbnede postkassen. Og dér lå der en stor, tyk konvolut fra sygehuset. Med rød tusch var der sat et stort A på den. Jeg var vant til at få et lille, tyndt B-brev. Da jeg så det store brev, vidste jeg med det samme, at der var noget galt.”
Marianna Serena fra Fredericia kan tydeligt huske den dag i efteråret 2014, hvor hun fik resultatet fra sin seneste mammografi. Hun havde i årevis ladet sig screene rutinemæssigt. Men denne gang var svaret et andet, end hun var vant til: Hun havde brystkræft.
Beskeden rystede hende så meget, at der gik nogle dage, før hun ringede til sine voksne døtre og fortalte dem om det.
Marianne udstråler liv og energi, når hun sidder i sin og Oles udestue og fortæller om sit liv siden hun fik kræft. Men man skal ikke lade sig snyde af hendes udstråling og overskud: Forløbet har været hårdt, og det har gjort noget ved hendes livssyn og personlighed.
“Jeg har også fået hjælp og støtte,” siger hun og understreger mere end én gang, hvor taknemmelig hun er for den hjælp, Kræftens bekæmpelse har ydet hende. Og at hun håber, at alle vil støtte landsindsamlingen søndag den 3. april.

Stråler, kemo og hormoner

Livet som kræftpatient er hårdt. For Marianna betød sygdommen blandt andet, at hun skulle gennem gentagne strålebehandlinger.
“Jeg blev forfærdeligt forbrændt. Min hud faldt af som pergament, og jeg blødte. Det gjorde så ondt,” siger hun.
Strålebehandlingen fik hendes sener og muskler til at trække sig sammen.
“Forestil dig, at du lægger et strygejern på en nylonskjorte. Dén måde skjorten trækker sig sammen på - sådan gjorde mine muskler og sener,” siger hun.
For at få sin bevægelighed tilbage kom Marianna i genoptræning. Og også her understreger hun flere gange, hvor taknemmelig hun er for god hjælp og forståelse.
“Jeg har meeeeeget stor ros til de ansatte hos genoptræningen på Viaduktvej. Jeg har faktisk slet ikke roser nok,” siger hun.

Ikke slut endnu

I dag har kræften fået Marianna til et motionere, spise sundere og leve anderledes.
Hun har 3½ år tilbage af sin hormonbehandling. Forude venter også et utal af forskellige undersøgelser.
“Hvis undersøgelserne til maj går godt, skal min mand og jeg på ferie sammen. Ligesom i gamle dage,” siger Marianna.
Ægteparret havde allerede inden kræftdiagnosen taget stilling til døden. Alt var derfor arrangeret og planlagt.
“Det har været en kæmpe, kæmpe, kæmpe lettelse at have den slags på plads, så man ikke skal til at tale om dét, mens man er syg,” siger Marianna.
Dermed ikke sagt, at hun er indstillet på at dø.
“Jeg håber, at jeg kommer til at dø med det her - ikke af det,” siger hun og ser ud i den velplejede forårshave.