Fortsæt til indhold

Elever løb for en god sag

Samfund
Af Birgitte Masson

Næsten hver sjette skoleelev i Danmark løb med i kampen mod børnekræft, da Team Rynkeby lige før påske afviklede skoleløb overalt i landet.
I Hornsherred bakkede både Kr.hyllinge Skole og Sofiehøj Friskole op om at støtte det gode formål. Det betød, at alle elever på den sidste skoledag før påske havde snøret løbeskoene, og med hjælp fra mikrosponsorater fra familier og venner var eleverne med til at samle penge ind. Jo længere de løb, jo flere penge kunne ubeskåret tilfalde Børnecancerfonden
“Målet er, at skabe et fællesskab på tværs af hundredvis af skoler, hvor eleverne oplever, at de kan være med til at gøre en reel forskel,” siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

Tredobling af skoler i år

Det er blot anden gang, at Team Rynkeby Skoleløbet bliver afviklet. Sidste år deltog 34.000 elever fordelt på 100 skoler, men i år var deltagerantallet mere end tredoblet.
“Det er vigtigt at huske, at det ikke er en kommerciel konkurrence. Vi har udelukkende fokus på, at der bliver bakket op om denne begivenhed.Og hvor der sidste år deltog 97 skoler i Danmark, var antallet i år oppe på 295 skoler i Danmark,“ fortæller Carl Erik Dalbøge.
Resultatet af indsamlingen foreligger i følge Carl Erik Dalbøge midt i april måned.

Konceptet for løbet var, at eleverne skulle finde sponsorer (forældre, bedsteforældre, venner etc.), der ville donere et beløb (2 kr. eller 5 kr. etc.) pr. løbet omgang for eleven. Ruten på Sofiehøj var ca. 600 meter. Jo flere omgange den enkelte elev løb, des flere penge donerede de enkelte sponsorer. Foto:Sofiehøj Friskole.
Efter fælles opvarmning gik det derud af i højt tempo. Foto: Sofiehøj Friskole