Pia Olsen Dyhr går til kamp mod skræmmekampagne
På et møde i den lokale SF-afdeling lancerede SF-formanden initiativer for flygtninge
“Flygtningene skal behandles ordentligt, og det gælder blandt andet en væsentlig ændring af den nuværende integrationsydelse, der er alt for lav og mulighederne for familiesammenføring, hvor situationen på det seneste har udviklet sig til det uanstændige med en fordobling af sagsbehandlingstiderne og forhold, der er tæt på at få tanken hen på en ny tamil-sag”.
Sådan slog SF-formand Pia Olsen Dyhr fast, da hun forleden besøgte sine partifæller i lokalafdelingen for Fredensborg Hørsholm.
Mere fællesskab
Her varslede hun samtidig at gå til kamp mod den skræmmekampagne, som lanceres fra flere sider - herunder regeringens.
“Vi ønsker et fællesskab i et samfund, hvor man kan udvikle sig individuelt og hvor hver sag og menneske behandles sagligt. Det gælder blandt andet i spørgsmålet om barnebrude, hvor hver sag bør anskues for sig, så vi ikke behandler flygtningeægtepar dårligere end danske,” pointerede Pia Olsen Dyhr.
Bevillingerne til at hjælpe i nærområderne skal øges, og flygtninge i Danmark skal i job via en lærlingeløsning. Endelig har SF taget initiativ til en feministisk handletank.