Fortsæt til indhold

Vandt en bil - og donerede 25.000 kr.

Boye og Lisbeth Pedersen fra Ølstykke vandt en Kia Rio ved Hjertegallaen

Samfund
Af Mette B. Sørensen

"Pludselig kunne jeg høre min egen stemme i fjernsynet, det var helt surrealistisk," fortæller Boye Pedersen om det øjeblik, da han pludselig havde Uffe Holm igennem på telefonen på live tv.
Som så mange gange før ved velgørenhedsshows, sad han sammen med konen Lisbeth og kiggede med da Hjerteforeningens store gallashow 20. marts blev vist på TV Charlie. Og som de plejer havde parret valgt at sende en donations-sms afsted.
Men at det skulle blive Boye og Listbeth Pedersen, der vandt den store præmie i form af en sprit ny Kia Rio, havde de aldrig drømt om.
"Da jeg talt med Uffe Holm kom jeg pludselig til at sige, at jeg hellere ville have den der nakkepude. Det var helt ude i tågerne, jeg ved ikke lige, hvor det kom fra," skraldgriner Boye Pedersen, som måtte vække Lisbeth, der var gået i sent, med den gode nyhed.
"Så sad vi der i sofaen og sundede os og kiggede på hinanden, og så blev vi enige om at sende noget af præmien retur igen," siger Boye Pedersen og fortæller, at parret ringede ind og donerede 25.000 kr. til indsamlingen.
"Vi fik jo en hel pose appelsiner ned i turbanen, så kan man godt selv give lidt igen - og vi har jo stadig en helt ny bil," siger den glade vinder med det gode hjerte.