Odenseaner blev rig på modetøj
Konrad A. Kierklo, den 30-årige grundlægger af Miinto, sælger tøj for mere end 337 millioner kroner om året på nettet
Hårdt arbejde, erfarne rådgivere og lærerige fejltagelser er opskriften på succes.
Det er i hvert fald tilfældet for odenseanske Konrad Kierklo, der netop har kunnet fejre sin 30 års fødselsdag.
Han står bag miinto.dk, der sælger tøj, sko, parfume, smykker og boligindretning på nettet, og han kan nu - syv år efter virksomhedens start - se tilbage på et eventyr, som ikke bare har været spændende, men også gjort ham rig.
“I hvert fald på papiret. Vi omsatte for 337 millioner kroner sidste år, og en tommelfingerregel siger, at det nogenlunde svarer til værdien af firmaet - som jeg dog ikke er eneejer af - men kom nogen og tilbød mig en milliard for Miinto, ville jeg lige overveje det,” siger Konrad Kierklo og antyder, at svaret kunne været et “nej, læg flere penge på bordet”.
“Ud over, at der er flere ejere, der skal være med til at træffe sådan en beslutning, kunne jeg ikke drømme om at sælge, for jeg elsker mit arbejde,” tilføjer iværksætteren.
Drømmerier i Odense
Miinto har adresse på Amager, men det var i Odense, at drømmerierne, der førte til Miinto, begyndte.
Han og en kammerat læste på Tietgen Handelsgymnasium på Elmelundsvej i Bolbro, hvor de begge gik på en innovationslinje med henblik på at starte egen virksomhed. Det lykkedes, men da de blev studenter, lagde de firmaet i skuffen og arbejde i årene efter i andre jobs.
Kimen til Miinto var imidlertid sået, og i 2009 åbnede Konrad Kierklo og Mike Radoor, som kammeraten hedder, netfirmaet.
Siden har Radoor - der stadig er medejer - valgt at lave noget andet, mens Konrad Kierklo er fortsat og i dag har titel af direktør i Miinto.
Såkaldte business angels og en britisk kapitalfond er i dag med i Miinto - både med penge og indflydelse.
Og siden starten er der bare gået fremad. Dog ikke uden forhindringer undervejs.
Skulderklap fra Forbes
“Vi sælger i dag tøj og lignende gennem cirka 1000 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Holland, men vi har også været på markederne i England, Irland og Spanien, men her trak vi os ud igen. Det gik simpelt hen for stærkt, og ja, det tabte vi nogle penge på,” erkender Konrad Kierklo.
“Men det lærer man enormt meget af, og jeg vil da gerne tilbage på det engelske marked,” siger manden, som det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i januar i år satte på sin 30 under 30-liste over de mest lovende europæiske e-handels-talenter.
“Det var et enormt skulderklap - til firmaet og medarbejderne,” siger han beskedent.
Har du råd til unge, der har samme drømme, som du havde?
“Ja. Don't worry. Og med det mener jeg, at man ikke skal bekymre sig om ting, der kan ske. Ofte sker det ikke, og jeg har selv bekymret mig unødigt om en masse ting. Og sker det alligevel, så løs problemet, når det er der, ikke før,” råder den 30-årige Odense-millionær.
Læs også: Nethandel kan redde de fysiske butikker