Fortsæt til indhold

Oplev udstillingen 'Tænkeboksen' på godsbanearealet

Samfund
Arkiv

På REUSE, på arealerne bag Godsbanen, kan alle aflevere og hente ting og sager, som de ikke har brug for længere - helt gratis. Men REUSE er mere end det. På stedet vil man nemlig også gerne oplyse om genbrug og genanvendelse og udbrede viden om "cirkulær økonomi og upcycling," som der står i en pressemeddelelse.
Derfor har AffaldVarme Aarhus, som ejer og driver REUSE som en slags genbrugsstation, gennem længere tid undervist 4.-7. klasser om netop disse ting. Undervisningsforløbet har været meget efterspurgt, og nu kommer der et nyt tiltag i samme boldgade i form af et permanent udstillingsområde, der er udviklet med særligt henblik på at kunne bruges i netop undervisningen. 'Tænkeboxen' er navnet blevet.
"Med Tænkeboxen får vi bedre muligheder for at formidle nogle af de mindre håndterlige perspektiver. Der har vi nu nogle konkrete installationer, der kan hjælpe os med at fortælle, og som kan gøre det abstrakte mere håndgribeligt. Vi har allerede haft flere hold gennem Tænkeboxen, og den fungerer bare rigtig, rigtig godt," fortæller Hanne Rasmussen, som er besøgsleder i AffaldVarme Aarhus' besøgstjeneste.
Selvom Tænkeboxen altså primært er med undervisning for øje, er udstillingen også åben for alle, der besøger REUSE, der har åbent hver dag klokken 12-17.