Fortsæt til indhold

Udgift på fire millioner glemt ved udbud

En "grim sag" kalder Fælleslisten en forglemmelse, som gør fortjenesten ved udbuddet af kommunens vej- og parkopgaver fire millioner kroner mindre

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Det viser sig, at fortjenesten ved at lade et privat firma overtage vej- og parkområdet i Hillerød Kommune er fire millioner kroner mindre, end forvaltningen oplyste fra starten.
Et udestående på 4,1 millioner kroner er nemlig dukket op, nu hvor Drift- og Serviceafdelingen nedlægges. Det betyder, at provenuet ved at udbyde opgaven ikke - som tidligere oplyst fra forvaltningen til politikerne - er på ca. 5,2 millioner kroner, men i stedet ca. 1,7 millioner kroner.
“Det er en irriterende og ærgerlig sag. Selvfølgelig skulle alting helst foregå, uden at der sker fejl. Men nu er fejlen opdaget, og så skal der rettes op på det,” siger borgmester Dorte Meldgaard (K).
Også viceborgmester Klaus Markussen (V) ærgrer sig:
"Det er en kedelig sag, fordi det lader noget tilbage at ønske af udbudssagen af Vej- og parkområdet, hvad angår gennemsigtighed. Det er ærgerligt, fordi det efterlader en sag uden fuld gennemsigtighed og en mindre provenue, end vi troede. Det har vi nu en opgave med at finansiere".
Ifølge sagsfremstillingen skal de 4,1 millioner kroner nu finansieres ved indtægter på vejområdet på 500.000 kroner, indkøbsbesparelser med 1,7 millioner samt et overført mindreforbrug på 1,4 millioner kroner. Derefter skal der på budgetopfølgningen findes cirka 450.000 kroner i 2016 og cirka 1,9 millioner kroner i overslagsårene.

Ikke betydning for valg af entreprenør

Forvaltningen oplyser samtidig, at fejlen ikke har haft betydning for de afgivne bud og dermed heller ikke har haft betydning for hvilken entreprenør, der gav det bedste bud. Det var altså stadig HedeDanmark, der ville have vundet udbuddet, uanset fejlen.
"Det ændrer ikke ved udbuddets konklusion og tildelingskriterierne. Vi har stadig en gevinst ved at gennemføre udbuddet, selvom provenuet ikke er så stort, som vi havde håbet. Men vi skulle stadig have fundet 1,7 millioner et andet sted, hvis vi ikke havde foretaget udbuddet. Så det er udtryk for, at vi bruger skatteborgernes penge mest optimalt," siger Klaus Markussen.

Ikke særlig gennemskueligt

Ifølge et notat skyldes det uopdagede udestående "et ikke særligt gennemskueligt system, der således også har medført, at provenuet vedr. Vej og Park-udbuddet er blevet opgjort på et forkert grundlag".
Det skyldes bl.a., at der er solgt ydelser til kommunens forskellige afdelinger for ca. 4,1 millioner kroner om året, og at der ikke i den forbindelse er ansat selvstændigt personale til udførelse af de nye opgaver:
"Opgaven er i stedet blevet udført af det eksisterende personale og af materiel, der allerede har været betalt for til andre opgaver," oplyser forvaltningen.
Tue Tortzen fra Fælleslisten ser sagen som "rigtig grim":
"Det betyder reelt set, at vi ikke sparer noget ved at udbyde opgaven. Samtidig er det uhyrligt så dårligt forvaltningen har tjek på sagerne," siger han.
Fælleslisten og SF begærede på økonomiudvalgsmødet, at sagen tages op på byrådsmødet den 30. marts. Så der kan politikerne altså få lejlighed til at diskutere detaljer i sagen nærmere.