Fortsæt til indhold

På Café Gemmestedet gemmes mobilen væk

Café Gemmestedet er vilde med at lege. Nu skruer de tiden tilbage til 90’erne, hvor mobiler ikke var allemandseje

Samfund
Jeppe Kristensen

De fleste af os kender det alt for godt. Vi har fri fra vores studie eller arbejde, og skal udnytte en af hverdagenes små frirum til kvalitetstid med vennerne, kæresten eller familien. Men ofte ender hyggen med at rumstere i baggrunden for SMS', mails eller Facebook-læsning fra telefonen.
Det prøver Café Gemmestedet i Gammel Munkegade nu at rokke ved. Caféen har nemlig givet fire efterskolepiger tilladelse til at oprette flere mobilfrie borde, sådan nærvær kommer i fokus frem for Facebook på mobiltelefonen.
“Vi synes godt om idéen. Og fordi pigerne selv tilhører en generation, hvor de er opvokset med mobiltelefonen i hånden, synes vi, at det er sjovt, at det er dem, der opfordrer til nærvær i stedet for, at man gemmer sig bag mobilen,” siger Erkan Üsüdür, som er ejer af Café Gemmestedet, og selv kan nikke genkendende til udfordringen med at lægge mobilen fra sig.

En besked om nærvær

Flere steder inde i caféen er der skilte, der opfordrer cafégæsterne til at lade, som om de er tilbage i 1990'erne, hvor mobiltelefonen ikke var allemandseje. Nærværsprojektet bliver da også modtaget vel af cafégæster, som har siddet ved bordene.

“Vi har aldrig selv telefonerne fremme, når vi sidder ved spisebordet derhjemme. Men vi kender til det fra vores børnebørn,” fortæller ægteparret Aase og Carsten, der er pensionister, og som begge to synes godt om initiativet.

Og på bordet ved siden af er mobiltelefonen også blevet i lommen for at nyde selskabet.

“Det er egentligt rart, at man ikke sidder med telefonen fremme. Ofte er det sådan, at man er på bar, restaurant eller café med fire kammerater, og så tager én af gutterne mobilen frem, og inden længe sidder vi fire kammerater med mobilen i hånden i stedet for at være i nuet,” siger James Whitehead på 25 år.

Han bakkes op af veninden, Amy Nielsen på 21 år.

“Jeg kan sagtens genkende mig selv i at sidde med mobilen fremme, når jeg er ude med venner og veninder. Derfor synes jeg, at det er fedt, der er nogen, som tager initiativ til, at vi lægger mobilen væk og er i nuet,” siger Amy Nielsen.

Det er ikke kun på Café Gemmestedet eksperimentet kører. Fairbar har ligeledes oprettet mobilfrie borde.

Taletiden løber lidt endnu

Projektet har stået på i snart to uger, og ejer af Café Gemmestedet, Erkan Üsüdür, er indstillet på, at eksperimentet skal fortsætte i minimum en uge mere.

“Vi har før leget med at tage folks mobiltelefoner, når de kommer ind i caféen. Dengang handlede det også om at få gæsterne til at være til stede,” fortæller Erkan, som udelukker, at caféstuen vil gøre det permanent at holde mobilfrie borde.

“Vi kan ikke tvinge kunderne til at slippe mobilen. Opfordringen er jo også bare, at kunderne skal prøve at kigge ud over deres smartphones og i øjnene på deres venner. Sker det, at gæsterne tager deres mobil frem, så smiler vi jo bare til dem. Vi elsker at lege på caféen, så det er en opfordring med et glimt i øjet,” forklarer Erkan, der har drevet Café Gemmestedet i cirka ti år.

For initiativtagerne fra Aarhus Efterskole har projektet gjort dem mere bevidste om brugen af mobilen.

“Vi er selv blevet mere opmærksomme på problemet. Det har givet os en større frihed at slippe for mobilen, og det har styrket vores sammenvær med hinanden,” siger efterskoleelev og initiativtager, Emilie Broberg Outzen på 17 år.

Hun håber, at andre får samme oplevelse af at slippe mobilen, som hun gjorde.