“At spille og skrive var vejen ud for mig”

“Mange af de sange, folk tror handler om kærlighed, handler om afhængighed. Jeg skriver om afhængighed, som om det er en person. Mine følelser vil tit gerne gå en destruktiv vej. Det bruger jeg musikken til at stoppe.”
Mathilde Falch er hudløs ærlig og ligefrem, når hun fortæller om et ellers sort kapitel i sit liv.
Hun ved aldrig, hvornår de selvdestruktive dæmoner i hendes indre stikker hovedet frem igen, men i dag har hun fundet sin egen vej til at bekæmpe dem.
“Det kom ud af det blå, da jeg som 16-årig kom hjem fra efterskole. Jeg fik det mærkeligt, kom til læge. Fik at vide, jeg havde en depression og fik en recept på lykkepiller. Derefter kom anoreksien og selvskaden. Jeg blev bare mere og mere besat. Sådan ser jeg det i dag. Det var en periode af mit liv, hvor jeg mistede mig selv og glæden ved livet.”

Følelserne står i klemme

Når Mathilde i dag tænker tilbage på den tid, hvor anoreksien var ved at slå hende ihjel, og hvor hun skar i sig selv for at finde ro, kan hun se et mønster.
“Det udspringer jo af nogle følelser, der står i klemme. At gøre skade på sig selv bliver en måde at flytte sit fokus på. Hjernen finder en anden vej, bliver selvdestruktiv. Sygdommen tager over. Selvskaden bliver en afhængighed,” forklarer hun.
“Selv i dag har jeg det sådan, at i en meget presset situation, så kan det godt stadigvæk slå mig som noget rart - men jeg ved jo godt, at det ikke er det.”
17 år gammel er Mathilde så syg, at hun bliver indlagt på psykiatrisk hospital på den lukkede afdeling.
“Da havde jeg faktisk givet op. Jeg troede aldrig, at jeg kunne blive glad igen. Jeg ledte konstant efter en mulighed for at gøre en ende på det hele. Jeg havde fast vagt på 24 timer i døgnet.”

6 måneder på den lukkede

Mathilde var indlagt i seks måneder. I løbet af den periode begyndte hun at skrive dagbog. Langsomt ændrede dagbogen karakter og tog mere og mere form som sangtekster.
“Jeg er ikke særlig god til at tale om følelser, men det hjælper mig rigtig meget, at skrive dem ned. Jeg fandt her en vej ud af smerten, og ligesom det hele var startet ud af det blå, på samme måde kom livslysten pludselig tilbage.”
“Jeg var meget underernæret, da jeg blev indlagt, og derfor blev jeg tvangsfodret. Jeg var jo ved at dø. Ens hjerne fungerer ikke optimalt, når man er så underernæret. Det, at få noget mad og noget energi, tale med en psykolog og så hele processen med at skrive. Det gjorde forskellen for mig,” fortæller hun.
“På en måde handler det om, at jeg erstatter tomheden med noget andet. Musikken og at skrive har været min redningskrans. Det var vejen ud for mig. Det har gjort mine negative tanker mindre. Har sat dem på standby. Derfor er jeg så taknemlig for musikken i dag. den giver mig så meget glæde. ”

Det ærlige rum

Mathilde har altid haft musikken som en fast følgesvend, men det var først, da hun blev udskrevet, at hun blev klar over, at det var den vej, hun skulle gå.
“Jeg har aldrig tidligere turdet være forsanger, men nu var det helt naturligt for mig.”
Bare et halvt år efter, hun sagde farvel til hospitalet, udgave hun sin første singel på sit eget pladeselskab.
Mathilde kan godt stadig mærke de negative følelser, men i dag kan hun rumme smerten og bruge den konstruktivt.
“Jeg vil gerne skabe det her ærlige rum og rigtig gerne give håbet videre. Engang troede jeg ikke selv på det. Nu bruger jeg mine koncerter som et talerør, til at sætte fokus på det at være psykisk sårbar. Det er jo ikke så mærkeligt, vel. Vi er jo bare mennesker.”