Fortsæt til indhold

Åbner kæmpe cykelbutik i Risskov

Design Cykler har slået dørene op til et 850 kvadratmeter stort cykelcenter på Ravnsøvej i Risskov Bag butikken står speedway-legenden Ole Olsens søn, Jacob

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Punkt1 og Experts lokaler på Ravnsøvej i Risskov fik i denne uge nyt liv.
På 16 dage har kædebutikken Design Cykler med Jacob Olsen i spidsen knoklet for at få lokalerne klar til at rumme, hvad han selv kalder for 'Aarhus' største cykelbutik'.
“Vi har åbnet en topmoderne cykelbutik på 850 kvadratmeter med et kæmpe udvalg i cykler, udstyr, tilbehør og cykeltøj. Vi har kigget på Aarhus i en del år, for det er oplagt område at rykke ind i. Lokaliteterne her er perfekte. Tæt på byen og tæt på motorvej. Hele infrastrukturen, synes jeg, er fantastisk, og så har vi nogle gode naboer i Lidl, Skousen, Sunset Boulevard og Petworld, som også får kunderne herud,” fortæller Jacob Olsen.

Søn af Ole Olsen

Han ejer kæden sammen med Finn Jensen, der er hans fars fætter. Det var her, Jacob Olsen fik job i 2005 efter en endt speedwaykarriere, der ikke nåede samme højder som far Ole, som er en legende indenfor sporten med et hav af VM-titler.
“Jeg stoppede som landstræner for det danske speedwaylandshold i 2005 for at give mig i kast med det her projekt, og det er gået så godt, at jeg kun har tid til at coache en speedway-kører og være medkommentator på tv en gang i mellem,” siger Olsen, der er uddannet automekaniker.
Butikken i Risskov bliver nummer otte i Design Cykler-kæden, som har butikker i Kolding, Horsens, Aalborg, Esbjerg, Odense og Svendborg.
“Det er vildt spændende, og vi tror på vores koncept med, at større butikker kan give et større udvalg. Vi har agentur på flere af vores cykler og er meget involveret i processen af fremstilling af cyklerne. Og så køber vi direkte fra fabrikkerne, og det giver og mulighed for at give gode priser, fastslår Jacob Olsen og tilføjer:
“Vi er kommet for at drive en god og sund forretning, men vi har meget fokus på, at vi kan have det største og mest lækre udvalg i en flot butik.”
I hele åbningsugen her i uge 14 er der 20 procents rabat på samtlige varer i butikken.