40 års jubilæum i Terma
Operatør Jens Knold kunne 11. marts fejre sit 40 års jubilæum i Terma i Grenaa
Jens Knold havde 11. marts været ansat i Terma i Grenaa i 40 år. Han startede som rejsemontør i det tidligere Per Udsen Co. Aircraft Industry, som Terma overtog ved årsskiftet 1998/99. Han foretog eftersyn af Siemens-transformerstationer over hele landet. Virksomheden havde fra 1970'erne og frem til begyndelsen af 00'erne en omfattende produktion af transformerstationer til Siemens.
Efter et par år på landevejene blev Jens Knold en del af det team, der monterede stationer på værkstedet. Senere blev han udnævnt til kontrollant og foretog test og kontrol af de indbyggede elektriske komponenter i de færdigmonterede stationer. Han havde også ansvar for en række administrative opgaver og til slut også for lagerstyring af transformere.
Da produktionen ophørte skiftede han til et job som flymontør, først til produktion af vingedele til Gulfstream business jet, mens han de seneste på år har været med i produktion af vingedele i kompositmaterialer til F-35 kampflyet.
I fritiden er Jens Knold en ivrig skytte og går meget op i computere og IT.