Fortsæt til indhold

1.189 børn i vemodigt farvel til børnehaven

Næsten 1.200 børn og deres forældre har sagt farvel til børnehaven for at begynde en ny skolehverdag

Samfund
Louise Ritter

“Er du her i eftermiddag?”

En mor lægger forsigtigt hånden på Klaus Krucov Jensens overarm. Svaret er nej, og et splitsekund senere får den mandlige pædagog et varmt knus lige midt på gulvet i fællessalen i daginstitutionen på Nygårdsvej. Moderen er tydeligt rørt, og det er hun slet ikke alene om denne helt særlige torsdag.

Kalenderen skriver den 31. marts, og i morgen ringer det ind til skolelivet for 1.189 børn i Esbjerg Kommune, men inden første side vendes i dét kapitel, skal de sidste farvel-linjer skrives i børnehavebogen - og det tester følelserne.

“Selv om det jo er en del af årets gang i børnehaven, at vi sender børn af sted i skole, så er det bare en emotionel dag. De seneste dage har også været lidt følelsespræget efterhånden som det er gået mere og mere op for børnene, at det nu er farvel til børnehaven,” smiler Klaus Krucov Jensen, der selv har haft fornøjelsen af at være tilknyttet institutionens 25 børn store storegruppe.

Onsdag aften mødtes de til to timers sej diskofest, og her torsdag morgen serverer børnehaven farvel-rundstykker for børn og forældre.

“Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i skole. Jeg har fået en taske, og i dag skal jeg have en ny madkasse og drikkedrunk, så er jeg klar i morgen,” smiler Sofie stort, der er til morgenhygge med både far og mor.

Fem-årige Kent har sin mor Ane Susanne med.

“Det er hårdt at sige farvel til børnehaven. Det er gået så stærkt, og de bliver så store, men Kent er klar og har snakket om skolen i lang tid, så vi glæder os også,” smiler Ane Susanne.

Mellem morgenmadsbordene går også institutionens pædagogiske leder Jonna Mathisen rundt.

“Det er en meget speciel dag. Mange af børnene har jo også gået i vuggestue her, så det er da vemodigt,” smiler hun.

Ingen er i tvivl om, hvad der venter lige om lidt! Fællessalen i institutionen på Nygårdsvej er pyntet op til farvel med førskolebørnene.
Fem-årige Kent siger farvel til børnehaven sammen med mor Ane Susanne.