Ved havnemolens kant

Fremskridtet kan tydeligt høres. Jeg står ved havenmolens kant og kigger ud over fjorden og den tomme lystbådshavn. Bum, bum, bum, lyder det med fast rutine.
En betonpæl er ved at blive banket godt og grundig på plads af en stor maskine, hvis eneste formål her i livet er, at, nå ja, banke betonpæle ned i jorden.
Mens jeg står her på den brede træmole, og ser at solen prøver at liste sig fri af skyernes fylde, kan jeg til den ene side se, at Bølgen er ved at blive bygget fra to skvulp til fem skvulp.
Bag mig ligger de mange nye lejligheder i Havnebo og hvad boligerne nu ellers hedder, samt det smukke sorte træbyggeri der huser lystbådshavnens lokaler samt Restaurant Remouladen. Foran mig kan jeg i den tynde dis se en stor lastbil brumme hen over broen, og til den anden side kan jeg se byggekranerne.
Hold nu op de bygger på livet løs ved Vejle Havn. Det vil sige ikke ved selve havnen, hvor man ikke længere kan gå frit omkring, men ved den nye lystbådhavn.
Den er stor og volumiøs. Og ensom her i slutningen af marts. Alle bådene ligger på land rundt omkring i området. Et område der er under voldsom forandring.
Vejle er for længst hoppet med på moden. Der skal bygges ved havnen, for det er der, folk gerne vil bo, og det må man så også sige passer her i Vejle. Der skyder mange nye blokke op med nye lejligheder, og de er vist ikke svære at få solgt eller lejet ud.
Og derfor giver det god mening at bygge ved havnen. Havnens forandring giver nogen nye goder. Kajakøen er super godt tænkt, og de store brede, træpromenader er flotte og indbyder til slentrerur ved havnen.
Remouladen ligger der på øverste etage med udsigt, og de arkitektoniske flotte bølger får snart følgeskab af Kirk Kapitals nye domicil.
Men der mangler også noget. Sammenhængskraft først og fremmest. Den nye bydel, som det vel er, hænger ikke helt sammen med resten af byen.
Der er industribygninger og nogle store kar med kemikalier mellem den nye bydel og de gamle bydele. Det er meget lidt kønt.
Og indbyggerne i de nye lejligheder må også have pænt langt til handlemulighederne. Jo, der er en god bager i Østerbo, og Føtex er heller ikke vildt langt væk, men i et område med flere hundrede nye indbyggere, er der nu lidt langt til nærmeste købmand.
Men det kommer nok.
Værre er det med industrihavnen. Den er vigtigt, og var her først, men den virker nu bare meget malplaceret.
Og så mangler der en rød bygning blandt alle de nye bygning. Da man valgte at alt skulle ændres i området ved lystbådhavnen, så valgte man også, at skære alle minderne fra fortiden væk, og det gør aldrig et område godt, at man fjerner al fortid. Nu var der ikke så meget mindeværdigt at gemme på, det erkender jeg, men Børresens gamle, røde træbygning, hvor stolte olympiske dragebåde gennem tiden er blevet bygget, duftede af klasse.
Den bygning var nu nok i forfald, men kunne ikke skjule historiens sus og storhed. Øv, at den skulle væk. Om ikke andet kunne den ikke bare flyttes lidt og så være blevet restaureret og lavet om til en lille fiskerestaurant. Eller dragebåds-gildesal. Nå, det er bare drømme.
Men drømme er nemme at få her ved fjordens kant. Det er vel derfor en havn er så populær.