Hammel klar til messe
Opvisning, hoppeborg og gratis kaffe skal trække dig til Hammel Messen
Langt over 44 stande står klar lørdag 16. april, når Hammel Idrætscenter arrangerer Hammel Messen.
Og der er gode ting at komme efter, lover tovholder, Henning Rasmussen fra Hammel Idrætscenter. Udover gratis kaffe til de første 100, så er der hoppeborg, airhockey og andre legeting til børnene.
I Arenaen vil Acro Team Hammel give opvisning, mens hal to vil være spækket med oplevelser fortrinsvis til det mandlige køn. Her er både bilpleje, havetraktorer, trehjulede scootere og en rallybil og mulighed for en snak med det unge rallyfænomen fra Hammel, Lasse Muurmann Sørensen.
I Hal 3 vil du møde duften fra Pøt Mølles lækkerier, mens to brilleforhandlere vil zoome ind på dig. To politiske partier, et hørecenter, Hammel Golfklub og fyrværkerifirmaet Color Power vil stå klar. Sidstnævnte vil selvfølgelig sælge billetter til årets Rock i Teltet i Hammel 4. juni.