Fortsæt til indhold

Sdr. Fælledvej testes som lukket vej

Skal Sdr. Fælledvej i Auning lukkes af ud for idrætscentret?

Samfund
Anette Bonde

Fra i dag fredag er Sdr. Fælledvej i Auning blevet lukket 'på midten', det vil sige imellem hallen og den nye børneinstitution på hjørnet af Sdr. Fælledvej og Energivej. Det er fortsat muligt at parkere sin bil ud for Auning Idræts- og Kulturcenter.

Højere trafiksikkerhed

Øvelsen går ud på at sikre trafiksikkerheden, efter at den nye børneinstitution åbnede i dag 1. april med de mange ekstra trafikanter, der følger.

Læs også: Auning: forslag om ensretning af Sdr. Fælledvej

Der har været flere andre løsninger på bordet. En ensretning af vejen har også været drøftet i kommunens miljø- og teknikudvalg, ligesom også den løsning, som Henrik Johansen, leder af Auning Idræts- og Kulturcenter, og en gruppe herfra har foreslået. Det er en lukning af strækningen helt fra hjørnet ved SFO'en og ned til den nye børneinstitution. Det vil sige at p-pladserne foran idrætscentret sløjfes. Gruppen foreslår samtidig, at der så indrettes et stort aktivitetsområde på stedet, der vil kunne bruges i alle døgnets timer.

Diskussion om p-pladser

Henrik Johansen er spændt på, hvordan den aktuelle test vil blive modtaget.

“Folk må gerne prøve at forestille sig, hvordan det kunne blive til et fantastisk aktivitetsområde.”

Der har været nogen diskussion om, hvorvidt der vil være plads til bilerne for de mange brugere af idrætscentret, skolen, SFO med mere, hvis p-pladserne foran centret sløjfes. Henrik Johansen oplyser imidlertid, at der kun vil være et samlet minus på otte pladser, hvis folk i stedet vil begynde at benytte den store p-plads bagved centret.

“Desuden vil der jo komme utrolig mange nye p-pladser ved den nye børnehave. Det handler meget om vaner og indstilling. Man skal jo også huske, at det er børnenes sikkerhed, vi snakker om”, siger han med henvisning til blandt andet de nuværende p-pladser, som folk skal bakke ud fra.

Læs også: Sdr. Fælledvej i Auning: "Et virkelig lækkert aktivitetsområde"

Åbner nok ikke igen

Kim T. Jensen, Vej- og Ejendomschef i Norddjurs Kommune, fortæller, at lukningen er et forsøg i en periode. Han regner dog ikke med, at vejen vil blive åbnet igen. Testen, der blandt andet indeholder trafiktællinger, går nærmere ud på at undersøge, om det er den rigtige strækning, der er blevet lukket af, og der bliver selvfølgelig også kigget på p-forhold, borgernes holdninger med mere.

“I første omgang gælder det trafiksikkerheden for børnene fra SFO'en. Vi kender selvfølgelig til tankerne om at etablere aktivitetsområde, og der er politisk vilje til at udvide spærringen til foran centret også, men vi skal lige teste først.”

Hvis Auning Aktivitets- og Idrætscenter eller andre gerne vil prøve området foran centret af som aktivitetsområde, er man velkomne til at sende en ansøgning om at få spærret strækningen af i en periode, fortæller Kim T. Jensen.

Læs mere i Lokalavisen Norddjurs i næste uges printavis.