Rundstykker til morgenfriske
Cykelkampagnen for kollegaer på både private og offentlige virksomheder starter til maj
Tirsdag morgen 5. april fik borgere i Auning og Grenaa på vej på arbejde og i skole tilbudt rundstykker af fire unge mennesker. Bagerposerne blev sponsoreret af Norddjurs Kommunes projekt Cykellandsbyen Trustrup-Lyngby og blev delt ud som reklame for den landsdækkende kollegakampagne i maj Vi cykler til arbejde. Den arrangeres af Cyklistforbundet og kører for 20. år i træk over hele landet.
Kampagnen er en holdkonkurrence, hvor medarbejdere i landets virksomheder tilmelder sig i hold fra 4 -16 personer med henblik på at cykle så ofte som muligt. Tilmeldingsfristen er 18. april.
Dansk Cykelforbund har sat præmier på højkant for deltagerne. For eksempel er hovedpræmien et ophold for to personer på Rødvig Kro & Badehotel til hver deltager på holdet. Der er også chance for at vinde nye cykler og udstyr. Jo flere dage et hold cykler, jo større er chancen for at vinde.
"Det giver også point at cykle til bus eller tog, og man må gerne tage elcyklen", fortæller projektleder Rene Meyer, Djurs Mobilitetsstrategi.
Norddjurs Kommune er i år samarbejdskommune på kampagnen. Det betyder blandt andet, at der ud over morgenmadsuddelingen er arrangeret særlige aktiviteter og lokale præmier kun for Norddjurs-hold, for eksempel på Trustrup-messen 22. maj og Toubro Festival 27. maj.