Favrskov-børn sender skolelegater til Tanzania
Mange børn i Tanzania får ingen uddannelse. Nu får de hjælp fra Favrskov
FAVRSKOV En lidt sen, men stor julegave er på vej til børn i Tanzania fra Favrskov kommunes skolebørn. Flere skoler i kommunen deltog i december i Omvendt Julekalender, der handler om at give i stedet for at få. Det kommer nu udsatte børn til gode.
Masser af gode gerninger
Opvaskemaskiner er blevet tømt til den store guldmedalje, andre har vasket gulvet grundigt og så er der dem, der har hjulpet deres yngre søskende med lektierne eller skrevet et brev til mormor.
Hele december trak knapt 20.000 skoleelever landet over i arbejdstøjet for børn i Tanzania, og gjorde december til en måned, hvor det handler om at give i stedet for at få. Derfor brugte eleverne julemåneden på at gøre gode gerninger derhjemme, der blev belønnet af deres forældre, så de kunne få en skilling med til klassens indsamlingsbøtte. Pengene går til udsatte børn i Tanzania.
Nu har skolebørnene i Favrskov gjort status, og de sender 2.850 kroner fra de gode gerninger videre til SOS Børnebyerne, der står bag projektet Omvendt Julekalender.
I alt deltog 630 elever i kommunen fordelt på Bavnehøjskolen, Præstemarkskolen og Voldumegnens Friskole i kalenderen.