Fortsæt til indhold

Tinderbox slår rekord

Samfund
Arkiv

Allerede nu er der solgt flere billetter til Tinderbox, end der samlet set blev solgt sidste år.
“Det er nærmest overrumplende godt, men det er også et stort anerkendende klap på skulderen til både sidste års succes og til det musikprogram, der foreløbig er præsenteret i år,” siger Morten Hopballe, pressetalsmand forTinderbox, i en pressemeddelelse.
En gæsteanalyse sidste år viste, at 97 procent af gæsterne var tilfredse eller meget tilfredse – blandt andet på grund af serviceniveauet og atmosfæren på festivalpladsen.
Og meget af det er skabt af lokalmiljøet i Odense og på Fyn, fordi Tinderbox har som erklæret mål at skabe lokal forankring.
Det bliver blandt andet sikret gennem de mange lokale foreninger, der hjælper før, under og efter festivalen, men også ved, at næsten 80 procent af alle restauratørerne er lokale.
Blandt topnavnene til årets Tinderbox er Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta, Suede, Lukas Graham, The National, Jason Derulo og Band of Horses. Og så mangler der stadig en håndfuld navne.
Tinderbox løber af stablen fra 23.-25. juni i Tusindårsskoven i Odense.