Millionbesparelser på busserne i Favrskov
Gennem Midttrafik er udliciteringen af de lokale skolebusruter afsluttet.
Da de sidste tilbud var kommet ind 22. februar, kunne man konstatere, at nye spillere på banen ser ud til at give millionbesparelser. Prisen pr. år forventes at ligge på godt otte millioner, mens den nuværende er på 9.8 millioner. De nye aktører forventes at starte til august 2016.
15 busser
Der indgår 15 busser fordelt på fire områder. Hadsten, Hammel og Thorsø/Ulstrup tager de 12 af dem, mens Hinnerup får tre.
De første 12 busser kommer fra busselskabet Umove Vest a/s. De resterende fra Keolis Danmark a/s.
Sidstnævnte kører i forvejen for Midttrafik. Selskabet har 1500 medarbejdere og 45 busser. Umove Vest råder over 1.000 medarbejdere.
Kontrakterne kommer til at gælde for de næste seks år og kan derefter forlænges.
Besparelsen vurderes at være på cirka 15 procent.
Halvanden mio. i kassen
Køreplanerne kan ændres hvert år i forbindelse med køreplanskifte ved skolestart i august måned.
Besparelsen forventes at blive på 1.5 mio. om året. I 2016 dog kun halvdelen.