Pigerne når akrobatiske højder
Messen kan byde på en opvisning af de store
Arenaen i Hammel Idrætscenter danner rammen om en opvisning af pigerne fra Acroteam Hammel under HGF.
De møder op 28 ”mand høj” samt trænere. Der er ellers 58 gymnasterne med på holdet, men til opvisningen er udvalgt 28 af de allerbedste. Blandt dem er seks piger på landsholdet.
At der kun er piger på holdet, er jo nok ingen tilfældighed, men ifølge lederen Kiss Tonsberg må drengene gerne komme med. Og der har tidligere været et par drenge, der vovede at være med et stykke tid.
DM venter
Starten gik uden den store bevågenhed i 2006, men specielt her i de senere år har der været fart på.
I seneste weekend var de til Jyske Mesterskaber. En weekend i april og en weekend i maj deltager pigerne i DM.
Der bliver lagt mærke til gymnastikpigerne fra HGF. De nærmeste steder, der har konkurrenter, er Holstebro, Tilst, Skanderborg og Silkeborg. Hammel er da også magnet for piger fra bl.a. Hadsten og Ulstrup.
Hammel bliver i øvrigt i 2017 vært ved første afdeling af DM, og i 2018 for finalen i DM.
Opvisning på stranden
I 2012 lavede Acroteam en tur til Italien. Det bliver nu gentaget til sommer. Der er meldt 111 personer til turen. Udøvere, forældre og trænere. Destinationen er: Festival Del Sole.
”Vi skal da vise os lidt frem, give opvisning på stranden og styrke sammenholdet,” fortæller Kiss.
Drejebogen for opvisningerne laves af lederens to døtre. Af dem er Maja med sine 21 år den ældste på holdet. Hun er så også Danmarksmester. Det foregår på den måde, at man ud af de bedste laver hold på to eller tre deltagere. De drager så til DM og banker de andre. Maja blev Danmarksmester sammen med Laura Abild og Cathrine Grøn sidste år. Sidstnævnte er nu på efterskole, så hun erstattes af en af de andre gode gymnaster ved dette års DM.
Prima Arena
Træningen foregår to gange om ugen. Hver gang i halvanden time. Det foregår i den tidligere Hal C, men når opvisningen løber af stabelen, foregår det i Arenaen.
”Det er en rigtig god hal. Den har blandt andet den fordel, at publikum sidder på samme side alle sammen,” siger Kiss.
Der er gratis at komme ind til opvisningen, som starter kl. 11.30 og varer en lille halv time.