Fortsæt til indhold

Vores jagthund har fået Watertail

Har du spørgsmål vedrørende dit kæledyr, så skriv til redaktion.hornsherred@lokalavisen.dk -så svarer Søren Bach fra Skibby Dyreklinik

Samfund
Arkiv

Spørgsmål Vores skønne jagthund har været med på jagt, og nu har hun desværre fået watertail. Vores egen dyrlæge siger, at vi ikke skal give hende smertestillende. Jagtkammeraterne siger, at vi skal give panodil. Hvad er det rigtige at gøre?

Svar: Watertail (også betegnet ”svømmehale” eller ”halelammelse”) forekommer af og til blandt hunde, især jagthunde, som apporterer.
Der er tale om en markant overanstrengelse af halens muskulatur, som primært opstår som følge af hundens aktivitet i vand, idet halen bruges ”til styre med”. Meget ivrig logren kan også medvirke til dannelsen af en watertail. Denne ”overaktivitet” kan afstedkomme en mild betændelsestilstand og hævelse:
Man vil typisk opleve en slapt hængende hale og smerter omkring haleroden. Alle forsøg på normal haleføring vil enten være umuligt eller under alle omstændigheder meget ubehageligt for hunden.
En egentlig lammelse kan opstå, hvis den sekundære hævelse udøver et tryk på de nerver, der har med halen at gøre: Denne lammelse er reversibel. Hunde der har oplevet tilstanden én gang, kan være mere disponerede for at det kan ske igen.
Hvor smertefuld tilstanden er, vil være forskelligt fra hund til hund, og løsningen kan derfor variere. Bedst er det at undgå afkøling, at tørre hunden af umiddelbart efter jagten eller svømmeturen, foruden at støtte den med varme. Undgå kolde rum, kolde gulve eller kolde biler. De fleste jægere er givetvis bekendte med watertails og vælger man at lade hunden tilse af dyrlægen, vil vedkommende ofte vælge at smertestille hunden i 2-5 dage.
I veterinær sammenhæng er der desværre ikke konsensus omkring brugen af Panodil (Paracetamol), men jeg ville ikke selv anbefale dette. Risikoen for at forgifte hunden er for stor og man kan dermed gøre dyret en regulær bjørnetjeneste, i god tro og af et godt hjerte. Brug af humanmedicin til hunde (-og især til katte) må generelt frarådes, idet mennesker, hunde og katte omsætter og tåler medicin på forskellig vis.
Der forefindes glimrende medicintyper, som kan smertedække hunden, hvis dette skønnes nødvendigt og man bør altid forhøre sig hos egen dyrlæge i denne forbindelse.