Skateramper giver retning
Simon, Alex og Michael tankede læring og selvtillid ved at bygge skaterramper
Ramperne står næsten klar. I slidstærkt materiale og lavet til at holde.
Simon Ginge Nielsen på 16 år kommer omhyggeligt tapen på det nederste stykke, hvor metallet sidder fast i træet, derefter fuger han omhyggeligt revnen.
“Vi får et indblik i at lave forskellige ting, at svejse og skære metal op. Jeg har da fundet ud af, at jeg ikke skal være tømrer, men gerne noget med metal,” siger den 16-årige, der siden oktober har gået på Favrskov Produktionsskole.
På mekanikerlinjen går også Alex Lindberg Nielsen, 19 år og Michael Wienberg på 22.
Sammen med underviserne er de i gang med at gøre tre skater-ramper klar til landsbyen Søby ved Hornslet.
“Vi lavede også dem til Hammel Ungdomskole ved frysehuset på Industrivej,” fortæller Alex der ikke helt har vidst hvad han skulle gå i gang med, men efter forløbet på produktionskolen og arbejdet med ramperne er det noget med metal der trækker.
Stolte elever
Attituden viser det ikke, men de er stolte, fortæller Jan Sørensen, der er hjælpelærer i jobtræning hos Bjarne Jacobsen og Frans W. Larsen.
“Udover de fysiske ting med at lære om mål og metal, så er det også ideen at eleverne følger projektet til ende,” fortæller produktionskolelærer Frans W. Larsen.
Biler før ramperne
Normalt står der biler overalt i mekanikerafdelingen, der ligger i industrikvarteret i Ulstrup. Men lige indtil i dag er de skubbet i baggrunden. Skateramperne er færdige efter ugers arbejde og skal leveres i dag. Og så rykker bilerne ind igen.
“Det var svært at overbevise nogle af eleverne om, at de skulle bygge ramper og ikke makke biler, men da vi gik i gang og de kunne se hvad det var, så fik vi dem langsomt med,” fortæller Frans W. Larsen.
“Og nu er de jo stolte af det mål de har opnået,” smiler han.