Nej til kul- og olieaktier
Politikerne i Frederikssund siger nej til investeringer i fossile brændstoffer og ja til signalpolitik. Det drejer sig nemlig kun om investeringer på to millioner kroner
Nu skal det være slut. Frederiksund Kommune vil ikke investere i fossile brændstoffer - det vil sige virksomheder, der arbejder med for eksempel kul og olie.
Denne beslutning har Frederikssund Byråd taget på deres seneste byrådsmøde. Her sagde man ja til at: Administrationen udarbejder forslag til politisk behandling om afvikling af kommunens investeringer i forssile brændstoffer.
"Det er mest signalpolitik det her, men det passer godt til Frederikssund Kommunes profil. Vi er en klimakommune, og vi er ved at opføre en klima- og miljøvenlig by Vinge," sagde Poul Henrik Hedeboe (SF).
I øjeblikket har Frederikssund Kommune investeringer for 318 millioner kroner og to af de mange millioner kroner er sat i virksomheder, der har med fossile brændstoffer at gøre. Og det var da heller ikke kun Poul Henrik Hedeboe, der kaldte beslutning for signalpolitik.
"Dette er afdelingen for signalpolitik. Vi støtter forslaget men to millioner kroner. Det påvirker ikke meget, at vi siger, at vi ikke vil bruge to millioner kroner på disse virksomheder," sagde Hans Andersen (V).
"Vi som parti støtter også forslaget," sagde Tina Tving Stauning (A) og fortsatte:
"Vi synes også, at det er godt, vi gør det, men det er næsten for meget signalpolitik. Der er andre miljøtiltag vi kunne bruge tiden på for eksempel at beslutte flere miljørenoveringer af kommunens bygninger."
Det er virksomheden Danske Capital, der administrerer kommunens investeringer. Og fra Ole Søbæk lød det, at han syntes, Byrådet skulle stoppe diskussionen og så overlade det til Danske Capital, der nok skulle se på sagen, når det var nødvendigt. Og den afsluttende bemærkning fra Kirsten Weiland (A) var:
"Det er jo meget nemt for os at vedtage dette, men det bliver straks meget sværere, når vi skal finde steder til for eksempel vindmøller for at gavne miljøet. Så kan vi kun lige finde ud af, at der kan være et par vindmøller ved Vinge. Vi skal tænke os godt om," sluttede Kirsten Weiland.