De første, der kommer, og de sidste, der går

“Vi har jo over 300 kostumer, som skal være klar til premieren!” Solveig Paulsen har et lige dele begejstret og vildfarent blik i øjnene.

Der er den her distinte duft i systuen på Dronning Dorothea Teatret.

Okay, duft er måske så meget sagt. Nærmere en vellugt. Vellugten, der med et snuptag river dig tilbage til 4. klasse bag scenen før den store forældrepremiere på årets skolekomedie.
Det er lugten af lettere hengemt tøj og mørnet træ, men mest af alt er det vellugten af den nært forestående premiere, som man sammen har stablet på benene.
Den lugt kender Solveig Paulsen og Eva Kastbjerg bedre end de fleste.

På torsdag har Dronning Dorothea Teatret premiere på dets 30 års jubilæumsforestilling, og det bliver dermed premiere nummer gud-ved-hvilket for de to, der har været på teatret i henholdsvis 25 og 29 år. Set det spire, falme og forhåbentlig spire igen.

Tordenskjolds Soldater

Det er nok ikke helt forkert at kalde dem for Tordenskjolds Soldater, Siden de hver især trådte ind i den frivillige teaterverden, har de betrådt snart hver eneste mulige post i foreningen. Fra rengøringtjansen til bestyrelsesposter. Fra bartender til kostumier. Endda også en kort tur på selveste de skrå brædder. På den måde er de et ret godt billede på den drivkraft, der gør Dronning Dorothea i stand til at spadsere videre efter 30 år.

“Jamen, vi er da nok tit de første, der kommer. Og de sidste der går. Vi kunne godt bruge nogle flere frivillige til at hjælpe med det praktiske, men det er nok scenen, der trækker mest i de unge, hvis de vil være en del af teatret. Det er ikke systuen, og de unge har jo så mange tilbud, så det er svært at konkurrere med,” funderer Eva Kastbjerg.

Lommelærken bag scenen

Hun blev selv en del af teatret ved efter den allerførste generalforsamling. Mest fordi hun forestillede sig, at det så sjovt ud, og at de garanteret havde det sjovt ude bagved. Det har hun ved selvsyn konstateret, når nogle af skuespillerne lige hev lommelærken frem fra inderlommen, når de ikke var på.

“Jeg siger ikke hvem,” bedyrer Eva Kastbjerg med et grin.

Solveig Paulsen blev nærmest suget ind i teatret. Hendes ældste datter viste tidligt stor entusiasme for dramaet, og i hælene på hende fulgte Solveig Paulsens næste tre børn, og pludselig stod de alle fire deroppe på den ydmyge scene. Et familieforetagende. Og da teatret en dag stod og manglede en til at sørge for maden, var det jo nærliggende at spørge de fire børns mor som tilfældigvis er uddannet kok.

“Så blev jeg hængende,” konstaterer Solveig Paulsen tørt.

“Og publikum var altid blevet så sultne, fordi de kunne dufte flæskesteg ude bagved,” tilføjer Eva Kastbjerg grinende.

“Det er sgu meget godt”

Før i tiden var det ofte teatret først.

“Ja, man kan sagtens sige, at mine børn var skyld i, at jeg har misset et par familiefester hist og her. Sådan er det ikke helt længere, men jeg tjekker da tit lige kalenderen for at se, om der er noget på teatret, inden jeg siger ja til noget,” fortæller Solveig Paulsen,
For selv om timerne på teatret nok er blevet færre, så er dedikationen den samme som den altid har været for Eva og Solveig. Gamle Dronning Dorothea står dem stadig alt for nær, og duften af en nært forestående premiere og sammenholdet er for god til at give slip på trods af, at de flere gange har “truet” med at kvitte teaterverdenen.

“Det er nok det samme, som en god arbejdsplads. Der er også trælse tider, men når man lige sætter sig og tænker over det, så 'nej, det er sgu meget godt',” griner Solveig Paulsen.