Fortsæt til indhold

Den personlige oplevelse er altafgørende

På Saltoftehus, der er en del af Saltofte Gods på Vestsjælland, vægtes den personlige kontakt med kunderne absolut højest - og anses for at være stedets varemærke.

Samfund
Af Søren Lindquist

KONFERENCE Hver gang en gæst ankommer til Saltoftehus, står stedets ejer Birgitte Boserup klar for at byde velkommen på gårdspladsen, der omkranses af de smukke bygninger, der udgør Saltoftehus - en del af Saltofte Gods på Vestsjælland, lidt uden for Kalundborg.
At der er tale om en personlig velkomst til hver enkelt gæst på stedet, er bestemt ikke tilfældigt.
- Det er helt afgørende for mig, at have personlig kontakt med alle vore gæster på Saltoftehus - det er ganske enkelt en del af vores varemærke - og bestemt også betydningsfuldt for mig selv personligt, fortæller Birgitte Boserup,
Hun har i lidt mere end 10 år drevet det mindre konferencecenter Saltoftehus, og kan glæde sig over at have større virksomheder som fx. Novo Nordisk, Siemens, Statoil, TDC Erhverv og Novozymes på listen over faste kunder, der nyder at komme på stedet med den hyggelige, ja, nærmest hjemlige atmosfære, hvor den personlige kontakt til kunderne er absolut i højsædet.

Den gode anbefaling virker

For et mindre konferencecenter som Saltoftehus, med plads til 30 overnattende gæster og op til 100 dagsmøde kunder, er den mest effektive måde at sikre kunder i forretningen på ifølge Birgitte Boserup, at få gode anbefalinger fra kunderne.
- Når vi byder velkommen til vore erhvervskunder der skal afholde møder, seminarer og teambuilding-aktiviteter, er det som oftest én eller to af deltagerne i arrangementet, der står bag beslutningen om at det skal foregå netop på Saltoftehus.
Enten fordi de selv har en erfaring med os fra tidligere, eller fordi de har fået det anbefalet fra andre. Det går rigtig fint i tråd med, at vi ønsker at levere en både topprofessionel, men også personlig oplevelse til kunderne hver dag vi går på arbejde.
Lykkes vi med det, er der nemlig en god sandsynlighed for, at de vil komme tilbage en dag, eller anbefale os til andre. Derfor skal kunderne tydeligt mærke, at personalet kun er der for dem. Det er en væsentlig del af oplevelsen ved at være gæst her hos os, siger hun.

Birgitte Boserup er i dagens løb selv tæt på begivenhedernes gang på Saltoftehus. - Vi skal alle sikre, at kunderne får en ganske særlig personlig oplevelse, når de besøger os. Det kræver at vi er her, og at vi giver dem vores tid, siger hun.

Går ikke på kompromis med kvaliteten

På trods af at Saltoftehus byder på hjemlige og hyggelige rammer, har man samtidig lagt stor vægt på, at konferencefaciliteterne er helt i top og absolut på højde med de bedste i landet.
- Vi ved hvor højt det vægtes hos erhvervskunderne, at faciliteterne er topprofessionelle, så man ikke behøver at gå på kompromis med noget som helst, mens mødet eller seminaret afholdes. Derfor gør vi meget ud af, at faciliteterne fungerer perfekt.
Vi har fx. 200 megabit fiber installeret, der giver en trådløs forbindelse med masser af kapacitet, fortæller hun.

Foruden at lægge rammer til seminarer, møder o.lign., arrangerer man også teambuilding aktiviteter som fx. banekørsel og lerduskydning for kunderne.

Vi har den størrelse vi skal have

Med klar henvisning til at kunne levere den personlige oplevelse til kunderne, har Birgitte Boserup ingen ambitioner om at Saltoftehus skal vokse sig meget større, end tilfældet er i dag.
- Jeg er meget tilfreds med netop den størrelse forretningen Saltoftehus har i dag, hvor vi i hverdagen kan nå hele vejen rundt og sikre, at kunderne får en helt særlig personlige oplevelse hos os.
Også når der er tale om, at to eller tre forskellige grupper af gæster besøger os samtidig. I de tilfælde gør vi en dyd ud af at adskille grupperne fra hinanden i hver sin bygning, så de får deres egen unikke oplevelse, mens de gæster os, forklarer Birgitte Boserup og supplerer:
- Vi skal naturligvis se til løbende at vedligeholde og udvikle vores rammer og faciliteter, så de til enhver til lever op til det der findes på øverste hylde på markedet.
Men, vi kommer ikke til at bygge så meget om, at vi kan have plads til flere hundrede overnattende erhvervskunder på én gang. Det kommer ikke til at ske.
Vi skal kunne gabe over det hele - og være i stand til både at servicere en gruppe på et seminar, samtidig med at vi fx afvikler en lerdueskydning som teambuilding-aktivitet for en anden gruppe, et helt andet sted på vores jorder, siger hun om begrænsningens kunst og viljen til ikke at gå på kompromis med kvalitet, for at kunne jagte en eventuel gevinst gennem sats på kvantitet.