Fortsæt til indhold

“At lære det danske sprog betyder alt”

Erhvervspraktikant og syrisk flygtning, Offa Nasso, skriver i denne uges klumme om hendes kamp for at blive integreret. Hun forsøger at tale dansk med alle på sin vej, fordi dét - ifølge hende selv - er nøglen til at blive bedst integreret på.

Samfund
Af Offa Nasso

Klumme Jeg vil denne gang gerne fortælle om, hvad jeg har oplevet, da jeg startede mit nye liv her i Esbjerg. I den første tid snakkede vi hele tiden om integration, og hvordan man kan blive integreret her i Danmark.

Alle kommuner har jo en plan for at integrere flygtninge, og jeg indgår i den plan ligesom andre flygtninge her i Esbjerg. Jeg begyndte med at gå i sprogskole, hvilket jeg stadig gør. Hurtigt fik jeg også en praktikplads, hvor jeg skulle pakke cremer sammen med andre flygtninge på Darumvej.

Min første tid var hård og sjov samtidig. Det var hårdt, fordi jeg ikke talte eller forstod dansk, men efter tre måneder begyndte jeg at prøve på at snakke dansk med alle mennesker. De første mennesker var alle pædagogerne i mit barns børnehave.

Jeg kan huske, at da jeg gik til det første forældremøde, så var jeg den eneste udlænding i mødet. Jeg sad og lyttede, selv om jeg kun forstod få danske ord. I det øjeblik tænkte jeg, "hvad laver jeg egentlig her," men bagefter forstod jeg med mig selv, at jeg jo skal starte et sted. Der er ingenting, der kommer af sig selv.

Jeg laver stadig mange fejl

Selv om jeg ikke kunne tale dansk, så havde jeg det sådan, at jeg bare ville forsøge. Så hver gang jeg så en dansk person, så prøvede jeg at tale med ham eller hende.

Jeg har store ambitioner om at kunne tale helt rigtigt dansk, så jeg giver aldrig op. Jeg siger til mig selv, at jeg godt kan det og fortsætter. I skolen har jeg hele tiden talt dansk med alle klassekammerater og lærerne, for jeg synes, at hvis man vil en ting, så skal man bare prøve og prøve. Man skal ikke blive genert.

Jeg har lavet, og jeg laver stadig, mange fejl, når jeg skriver eller snakker. Men et vigtigt punkt for mig er, at jeg lærer af mine fejl og fortsætter videre. Så når jeg finder en mulighed for at lære mere sprog eller noget om det danske samfund, så presser jeg mig selv til at høre om det.

Alt kommer efter sproget

Fordi jeg ikke har muligheder for lære dansk hjemme, og jeg heller ikke kender særlig mange personligt, som taler dansk, så fokuserer jeg på at finde muligheder i området, hvor jeg bor og går.

Det kan også være på kommunen, på sygehuset eller én jeg møder på vejen, hvor vi bor. Så prøver jeg at tale dansk med dem. Det lærer mig en masse, når jeg gør alle de ting selv og uden hjælp.

Jeg har fortalt meget om sproget, men det er, fordi jeg synes, at det er en vigtig nøgle for at blive perfekt integreret. Alt kommer efter sproget. Det betyder alt.

Endelig vil jeg sige, at jeg har lært mange ting fra mine praktikpladser. Det hjælper mig til at forstå lidt om det danske arbejdssystem, og det er vigtigt at have kontakt med danskerne for at forstå og bliver bedre integreret. Jeg føler desuden, at jeg har fået en stor chance for bliver bedre til at skrive dansk og lære mere på Lokalavisen Esbjerg.

I dag taler og skriver jeg lidt dansk, og det er mit første trin for at gå videre. For min kamp fortsætter, og hver eneste dag lærer og forstår jeg nyt. Jeg håber, at min familie og jeg kan klare os selv i fremtiden.
Jeg tror på, at der er intet, der er umuligt i livet, hvis bare man vil det nok.

Har du ris, ros eller spørgsmål til Offa, så kan du skrive til rw@lokalavisen.dk