“Man skal røre sig”
I dag kan Anna Katrine Nielsen fejre sin 100 års fødselsdag - og det er endda boende i sit eget hjem i Stenløse
“Jeg føler mig meget frisk, jeg fejler ikke noget,” Anna Katrine Nielsen - kaldet Katrine - smiler.
Hun er i gang med sin sidste dag som 99-årig, lørdag (16. april red.) får hun lejligheden på Sandalsparken fyldt med børn, børnebørn og oldebørn, for den friske ældre dame fylder intet mindre end 100 år.
“Borgmesteren kommer også og hilser på,” fortæller datteren Inge Lise.
“Uuuuh,” siger Katrine lidt forlegent, indtil hun får at vide, at hun da har mødt Willy Eliasen flere gange før.
“Nåeh, ja Willy,” siger Katrine og smiler igen.
Hun har det lidt svært med korttidshukommelsen, men fysisk er den 99-årige dame i imponerende stand.
“Jeg har været aktiv fra barnsben af, så holder man sig frisk. Jeg kan huske, at min mor altid sagde til mig “Kan du så sidde stille”, men det kunne jeg ikke,” fortæller Katrine Nielsen med et glimt i øjet.
Den snart 100-årige Stenløse borger fortæller, at hun har gået til gymnastik det meste af sit liv - senest stolegymnastik i HEP-huset, som hun dog måtte opgive for et par år siden.
“Jeg begyndte på gymnastik lige efter min konfirmation. Dengang var der vist ikke noget for børn,” fortæller Katrine Nielsen, der har levet det meste af sit liv på Fyn og flyttede til lejligheden på Sandalsvej i Stenløse som 88-årig for at være tæt på den ene af sine tre døtre, Inge Lise.
Og Katrine Nielsen har et godt råd til andre, der håber på at runde de 100 år i en lige så flot form som hende:
“Man skal røre sig,” smiler hun.
“Du har også altid spist sundt. "Vi skal leve sundt", det var dit slogan,“ husker Inge Lise på og fortæller om sin mor:
“Hun er altid smilende og glad, og vinker, når vi kommer og besøger hende, hun er aldrig sur og tvær. Hun har et meget lyst sind.”