Favrskov får skatte-opkrævning
Mere end 20 millioner kroner ude at svømme i Favrskov Kommune
Favrskov og landets øvrige kommuner får nu lov til at overtage en del af den gæld, borgerne ikke har betalt, og som det sammenbrudte statslige skattevæsen ikke kan finde ud af at inddrive.
Ifølge tal fra SKAT fra 2015, så er der mere end 20 millioner kroner i skatterestancer ude at svømme i Favrskov. I Skanderborg er tallet 14 milllioner og Århus 223 millioner.
Det er vigtigt at understrege, at opgørelsen er lavet med SKATs tal. Udtrækket er lavet af SKAT og er fra november 2015, hvilket meget vel kan betyde at nogle kommuner vil opleve, at deres restancer er højere på nuværende tidspunkt.
Opgørelsen viser kun de restancer, der er sendt til inddrivelse og ikke dem, der er under opkrævning i kommunen.
Kender ikke planen endnu
I Favrskov har man fredag formiddag endnu ikke nået at kigge på konsekvenserne for skatteindrivningen.
"Jeg har knap nok nået at se materialet. Vi skal have det læst igennem før vi kan give et svar. Jeg kender ikke det tal du fremlægger for mig og det kan meget vel være endnu større. Det er i alle tilfælde en lille smule kompliceret," siger Asbjørn Friis Jensen, der er Direktør for Job og Økonomi i Favrskov Kommune.
Men alt tyder på, at Favrskov Kommune skal have ansat yderligere kræfter til at inddrive restancerne. Men det vil hverken kommunaldirektør Jan Kallestrup eller Asbjørn Friis Jensen sige noget konkret om endnu.
Hidtil har kommunerne kun måttet appellere til skyldnernes dårlige samvittighed, men har ikke haft ret til at kradse restancerne ind. Den opgave lå hos det statslige Skat, som slet ikke har kunnet klare opgaven.
Med den nye aftale mellem staten og KL kan kommunerne bl.a. inddrive skyldige ejendoms-skatter, p-bøder, betaling af børne-institutioner, underholdnings-bidrag, for meget udbetalt kontanthjælp og andre poster.
Dårlig it-opkrævning
Problemet opstod i forbindelse med den store kommunal-reform i 2005, hvor staten pludselig fandt på, at de kommunale skatteforvaltninger skulle nedlægges, og opgaven samles i få store centrale afdelinger hos SKAT, der kom under staten.
Samtidig blev mange medarbejdere fyret, fordi man hævdede, at deres arbejde kunne erstattes af et nyt it-system, som dog aldrig er kommet til at fungere.
Derfor er den samlede gæld nået op på over 100 milliarder, som både stat og kommuner nu mangler, og de fleste af disse penge vil aldrig blive betalt. Tidligere var der også restancer, som aldrig blev betalt, men beløbet er vokset eksplosivt i de senere år, fordi systemet er brudt helt sammen.