Fortsæt til indhold

Asylansøger udsmykker Bønnerup Havn med sildestime, marsvin og krabbe i jern

Asylansøger i praktik hos ES Smede har lavet værker i jern til Bønnerup Havn

Samfund
Anette Bonde

“Han ved, hvad han har med at gøre.”

Smedemester Olaf Wulff, ES Smede i Voldby, nikker anerkendende hen mod Omar Naksho, der kigger spørgende tilbage.

Han er fra Homs i Syrien og kom til Danmark som flygtning for ni måneder siden. Det med sproget driller. I november startede han i praktik hos ES Smede i Voldby, og det håber han vil fremme sprogfærdighederne i dansk. Det bliver langsomt bedre, men indtil videre er det mest hans faglige præstation, der kan måles. På værkstedet har han lavet tre værker, der kan ses på havnen i Bønnerup.

Læs også: Asylansøger: "Ønsker mig fred, familien og at arbejde"

Mesterlige værker

Det er vel ikke for meget at kalde de tre skulpturelle ophæng for mesterlige værker. Omar Naksho har lavet en sildestime, en krabbe og et marsvin. De blev hængt op umiddelbart inden påske - sildestimen på enden af kassevaskeriet, marsvinet på Promenaden ved vodbindehuset og krabben ved krabbe-væddeløbsbanen på Promaden.

“Vi har fået 100 procent mere end forventet. Vi havde regnet med simple plader, og så har vi fået 3D-værker”, lyder det fra en meget tilfreds Niels Erik Nørgaard, havnefoged i Bønnerup.

Han tilføjer, at hvis det havde været lavet på almindelig vis med ordinær timeløn og kunstnerhonorar, ville prisen have været mange gange højere end den faktisk har været.

“Alene krabben ville have kostet 38.000 kroner i ren arbejdsløn”, indskyder Olaf Wulff.

Niels Erik Nørgaard håber nu på god respons fra sommergæsterne. Han fortæller at han indtil videre er stødt på rosende kommentarer om værkerne både på Facebook og fra folk, han har mødt.

Både på grund af Omar Nakshos faglige dygtighed og af rent menneskelige grunde, ville han ønske, at der kunne åbne sig en fremtid for ham og hans familie i Danmark.

“Med de evner Omar har, kunne man nemt knytte en-to flere personer til ham, både som tolk for andre syrere og som instruktør inden for sit fag,” siger han.

Caption

Faglig stolthed

Olaf Wulff fortæller, at Omar Naksho gjorde et godt indtryk allerede ved første samtale.

“Jeg kunne mærke, at han meget gerne ville i praktik, og han kom med billeder af ting, han havde lavet i Syrien. Her var en faglig stolthed.”

Det er ikke første gang, ES Smede tager asylansøgere ind som praktikanter. Virksomheden har stadig en bosnier ansat, der snart har 20 års jubilæum, og for to-tre år siden, da flygtninge sydfra igen begyndte at søge væk, havde man den første fra Syrien. Olaf Wulff ved derfor, hvad det indebærer. Det er for eksempel svært at kommmunikere - særlig i starten, der skal afsættes tid til at sætte vedkommende ind i tingene, og der må ikke laves konkurrenceforvridene ting.

Olaf Wulff vidste ikke, hvor ferm Omar Naksho var, og den første dag blev han derfor sat i gang med noget, der ikke var så vigtigt. Men allerede samme dag lavede han gode, anvendelige ting. Han afviser, at værkerne til Bønnerup havn skulle være konkurrenceforvridende.

“Omar laver ting, ingen har råd til. Der går mange timer. Krabben blev lavet på fjorten dage”, siger Olaf Wulff og tilføjer med et grin:

“De andre medarbejdere var tæt på at gå hjem på grund af al den banken.”

I starten var de øvrige medarbejdere på virksomheden ikke særlig positive - ikke så meget på grund af bankeriet, men fordi Omar Naksho først senere fik sit eget værktøj og derfor var nødt til at låne andres. Han tog også tid fra dem. Da det viste sig, at Omar Naksho både er stabil og dygtig til sit arbejde, ændredes holdningen til ham.

“Og i dag har ingen noget imod at arbejde sammen med ham.”

Marsvinet hænger ved vodbindehuset på havnepromenaden.

Samfundsnyttig hjælp

Egentlig ville Olaf Wulff gerne give Omar Naksho en form for aflønning, men det er kompliceret på grund af offentlige regelsæt. Samtidig oplever han dog også, at han ved at ansætte ham i praktik, gør et stykke samfundsnyttigt arbejde.

“Jeg tager en chance og har ansvaret for at integrere ham. Jeg skal også holde mere øje med Omar end med de andre.”

Det værste for både virksomheden og praktikanten er, at der er så meget usikkerhed, synes Olaf Wulff. Der er forskellige milepæle i processen med at søge ophold, men der er altid lang ventetid, og ingen ved, hvornår de bliver afklaret.

Læs også: Røde Kors Asyl: Der stilles mange krav til praktikstedet

Krabben hænger ved krabbevæddeløbsbanen ved Promenaden.