Danmarks største chef-bonus
Vejle Kommune brugte sidste år 2,6 millioner på bonusser. Heraf 250.000 til én chef
150 topchefer, ledere og direktører ved Vejle Kommune kunne sidste år glæde sig over at få en bonus oven i deres løn.
I alt brugte kommunen 2.572.651 kroner på engangsvederlag og bonusser til sine ledere. Det fremgår af materiale, Journalista.dk har fået aktindsigt i.
Bonusserne svinger meget i størrelse. Den største bonus blev givet til Peter Karm, der er økonomi-, arbejdsmarkeds- og sundhedsdirektør. Han fik en bonus på 250.000 kroner oven i sin løn.
Det er ikke bare Vejles største bonus sidste år, men faktisk den største i hele landet, viser tal, Journalista.dk har fået aktindsigt i. Dog med det forbehold, at enkelte kommuner endnu ikke har oplyst om deres brug af bonusser.
Mest i løn - mest i bonus
De laveste bonusser er på 6.000 kroner, der gives til mellemledere på skoler, mens skolelederne får 12.000 kroner. Tilsyneladende ens over hele linjen.
Listen over kommunale chef-bonusser er lang. Og det kunne se ud til, at der er en sammenhæng mellem modtagernes løn og vedkommendes bonus: Jo højere løn, jo højere bonus.
Politisk undren
Viceborgmester Søren Peschardt (S) er overrasket over, at kommunens forbrug på bonusser er så højt.
“Hvis man som chef får en høj løn, er der jo fra starten en forventning om særlig godt arbejde. Og så kan det være svært at se, hvorfor der skal udbetales en bonus. Men der kan dog være helt særlige grunde,” siger viceborgmesteren, som vil undgå, at bonus-udbetaling bliver rutine
“Bonus-cirkusset kan hurtigt bare skrue sig højere og højere op. Ingen må forvente at få en rutinemæssig bonus. Hvis det sker, får vi for lidt for skattekronerne,” siger Søren Peschardt.
2.viceborgmester, Holger Gorm Petersen (Vejle Folkeparti) er også overrasket.
“2,6 millioner er et stort tal. Det er noget, der skal kigges på,” siger Holger Gorm Petersen, som vil stille spørgsmål om emnet.
Læs også: Cepos mener, at bonusser både kan være godt og skidt
Holger Gorm Petersen understreger - ligesom Søren Peschardt - at en bonus sagtens kan være relevant og rimelig i særlige tilfælde.
“Men det her lugter lidt for meget af rutine og af penge, der bare udbetales som en fast ekstra del af lønnen,” siger han.
Holger Gorm har aldrig deltaget i en politisk behandling af spørgsmålet om bonusser.
“Men listen (over bonusmodtagere) burde være offentlig,” siger han.
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) ønsker at undersøge emnet nærmere, inden han udtaler sig.